Bebyggelse

Omfang
Tidens trends og politik er, at der skal forbruges mindst muligt areal, herunder også gerne gennem fortætning, når der sker byudvikling. Dette for at gå den grønne omstilling i møde og ikke bruge flere arealer end højest nødvendigt. De nuværende landejendomme i Novrup har et arealforbrug på mere end 2500 m2, og ligger derfor ikke i tråd med tidens trends og politik, men fastholder et kulturhistorisk spor.

I den nye boligudstykning ønskes en balance mellem rummelige landejendomme og fortætning ved byudvikling. Derudover ønskes mulighed for at kunne etablere én familie-parcelhuset, samt andre boformer som f.eks. generationshuse hvor 2-3 generationer eller familier kan bo under samme tag.

Lokalplanen muliggør, at der kan opføres maks. 8 boliger, hvoraf én må etableres som to-familiebolig. Udnyttes denne mulighed, vil der således kunne etableres i alt 9 boligenheder.  

Bebyggelsesprocenten for åben/lav bebyggelse er maks. 30 og boligerne kan etableres som enfamiliehuse i ét plan med mulighed for udnyttelig tagetage. Der gives desuden mulighed for, at én ejendom kan indrettes som flerfamiliebolig, enten som dobbelthus eller hvor tagetagen kan indrettes som en selvstændig boligenhed med vandret lejlighedsskel. 

På fællesarealet gives der mulighed for at opføre sekundær bebyggelse fælles for boligområdet, som f.eks. redskabsskur eller bålhytte. Derudover kan der etableres LAR-løsninger til nedsivning af regnvand, f.eks. regnvandsbede og -render. Lokalplanen giver mulighed for maks. 50 m2 sekundær bebyggelse, som skal placeres inden for byggefeltet, se kortbilag B, tæt på vejarealet hvor terrænet er mest plant, og så det frie udsyn over landsbyforten på sigt kan opleves mest muligt. Byggefeltet ligger med en afstand på min. 8 m fra Novrup Engbæk.

Placering
Med den strategiske udviklingsplan ønskes der boligområder, mellem hegnsstrukturen fra Udskiftningen, som ses af fig. 1, s. 5. Dvs. at nye boligområder i landsbyen skal placeres inden for de eksisterende hegn, som skal bevares, og at nye ejendomme langs landsbygaden (Novrupvej), dvs. udenfor planområdet, skal orienteres mod denne, og mime den eksisterende arkitektur. Lokalplanområdet ligger tilbagetrukket fra landsbygaden, bag bebyggelse og mellem den kulturbærende hegnsstruktur, og er ikke synlig fra landsbygaden. Boligerne i lokalplanområdet vil derfor ikke opleves fra den gennemgående Novrupvej, og dermed ikke ændre udtrykket for landsbyen Novrup. Bebyggelsesstrukturen for planområdet og den konkrete placering af boligerne og hækstrukturen mellem boligerne, er derfor ikke væsentlig for bevaring af kulturmiljøet.

Udtryk
Lokalplanen fastsætter bestemmelser mht. volumener og materialevalg, så disse harmonerer med bebyggelse i landlige omgivelser for at understøtte landsbymiljøet, herunder et miljø med små landhuse opført i forskellige stilarter og materialer. Lokalplanen forhindrer derfor arkitektoniske udtryk som bjælkehuse og laftehytter, som ikke er egnstypiske.

Lokalplanen sikrer, at udtrykket på de nye boliger bliver med volumen som matcher landhuse, og ny boligbebyggelse skal derfor opføres som vinkelhuse eller længehuse, gerne som moderne fortolkninger. Derudover skal bebyggelse opføres med saddeltage eller halvvalm med taghældning på 45o - 55o. Der må ikke opføres bebyggelse med trempel, idet bebyggelsen derved bliver for høj i forhold til størrelsen af grundene og deraf afledt risiko for nabogener. Nedenfor ses eksempler på længehuse i forskellige stilarter og materialevalg, som muliggøres med lokalplanens bestemmelser. Sekundære bygninger skal opføres i samme materialer som beboelsesbygninger.

Lokalplanen muliggør et materialevalg til facader bestående af tegl, pudset tegl, eller træ som fremstår sort, naturlig patina eller olieret, eller en kombination af disse materialer. Derudover muliggør lokalplanen tagmaterialer af rød tegl eller beton, sort tagpap, og stråtag.