Konsekvensanalyse
Da der er tale om højt byggeri, er der udarbejdet en konsekvensanalyse, der beskriver hvorledes omgivelserne vil blive påvirket, såfremt lokalplanområdet udbygges fuldt ud. Konsekvensanalysen omfatter i overensstemmelse med Kommuneplan 2018-30, bebyggelsesmønster, byrum, funktion, trafikale forhold, skyggevirkninger, vindforhold, eksterne udsigtsforhold samt parkerings- og opholdsarealer.
- Bebyggelsesmønster
Området er beliggende i forstaden Gl. Gjesing. Denne bydel er opbygget med park, offentlige institutioner, erhverv, parcelhuskvarterer og etageboliger primært i løbet af 1960´erne og 1970´erne. De nye etageboliger indplaceres mellem andre etageboliger og vil ikke bryde med den overordnede struktur i Gjesing. Med den konkrete placering vil det nye byggeri optræde som skalaformidler mellem de eksisterende 12 etagers højhuse og nabo etagebyggeri med 2 etager, som vist på illustrationen nedenfor.
De nye boligblokke ligger sig i kølvandet på Esbjerg Kommunes Kommuneplan 2018-30, med ønsket om en fortætning af Esbjerg By.
Visualisering af nyt etagebyggeri mellem det eksisterende ved farvevalg og volumen. - Byrum
Det nye byggeri vil visuelt og oplevelsesmæssigt ændre byrummet i gadeplan og dermed ændre oplevelsen af området. Det er vurderet, at det skitserede byggeri og den tilhørende planlægning, overordnet vil bidrage positivt til byrummet, da det nedskalerer byrummet og inddeler det i forskellige størrelser mellem bygningerne. Dette vil åbne op for nye påvirkninger og dermed nye og flersidige oplevelser for eksisterende og nye beboere. - Funktion
Lokalplanområdet anvendes ved lokalplanens vedtagelse til etageboliger og området ændrer ikke funktion. Der sker dog en fortætning og et kvalitetsløft af de grønne arealer. - Trafikale forhold
Der vil ved spidsbelastninger kunne opstå en lille forøget ventetid ved udkørsel fra Mølleparkvej til Spangsbjerg Møllevej. Den trafikale påvirkning fra de nye boliger forventes ikke at være væsentlig i forhold til den nuværende trafik. - Skyggevirkninger
I bilag D ses skyggediagrammer. De medtager udelukkende skyggekast fra bygninger, og dermed ikke fra fx store træer og midlertidigt opstillede huse og installationer. Skyggediagrammerne er udarbejdet for de scenarier, hvor solen står højest og lavest på himlen i hhv. juni og december samt omkring jævndøgn. Der er for hvert scenarie udarbejdet fire analyser over en dag. Med og uden de 3 nye etageboliger.
Skyggediagrammerne viser, at skyggerne fra de tre nye boliger i december og marts måned vil ramme naboblokkene mod øst sidst på dagen, men ellers ikke påvirke omgivelserne markant mere end de eksisterende forhold. Skyggediagrammerne viser desuden at skyggerne fra de 2 eksisterende 12 etageboliger, der ligger stik vest og syd for de nye boliger, primært ved jævndøgn i marts og september vil ramme de nye boliger sidst på dagen. I december vil skyggekast fra de 2 eksisterende 12 etageboliger mod syd over døgnet ramme de nye boligblokke.
Skyggerne flytter sig i takt med solen, og der er ikke områder udenfor lokalplanområdet, der påvirkes mere end periodisk i løbet af dagen.
Der vil om sommeren ikke være så store skyggepåvirkninger fra lokalplanområdet, da solen står højere på himlen. Der vil dog forekomme skygger på nærliggende facader.
Det skal bemærkes, at der i dag forekommer skyggekast fra den eksisterende bebyggelse til omkringliggende områder især mod øst for lokalplanområdet.
Samlet set vurderes det ikke, at de beskrevne skyggekast, vist på Bilag D, har et omfang, der forårsager en væsentlig øgning af vedvarende skyggegener for de berørte naboer. - Vindvurdering
I bilag E ses vindvurderinger, og på hvilket grundlag de er foretaget. Altanerne på det nye byggeri er medtaget i analysen for samtidig at kunne vurdere vindkomforten på disse. Vurderingen af vindkomforten på fodgængerniveau viser et godt vindklima ved indgangspartier ved alle tre nye bygninger. Parkeringsområdet vest for byggeriet kan forekomme vindblæst når vinden kommer fra syd på grund af kanaleffekter mellem det eksisterende og nye byggeri. Dette areal bruges dog ikke til ophold og vurderes derfor ikke som værende kritisk.
Store dele af arealet mellem den nordligste og centrale bygning egner sig ikke til stillesiddende aktivitet. Hele arealet mellem den centrale og sydlige bygning vil dog forekomme vindstille da dette område ligger i læ af det høje byggeri mod vest og den sydligste af de nye bygninger. Vindkomforten på altanerne er generelt god. Dog kan den vestlige række altaner på den nordlige bygning samt den øverste række af altaner på den sydlige bygning opleve gener, når vinden kommer fra vest.
Vindvurderingen viser, at alle områder karakteriseres som sikre med undtagelse af begrænsede områder omkring eksempelvis den høje bygning syd for det nye byggeri. Generelt vurderes det nye byggeri ikke at have nogen nævneværdig negativ indflydelse på de eksisterende vindforhold i området. - Eksterne udsigtsforhold
Den nære udsigt fra naboområder til lokalplanområdet til den nuværende beplantning med bede, buske og trærække bevares. Se Lokalplankortet Bilag B. De 3 nye etageboliger vil fra nogle vinkler ændre på dybden i udsigtsforholdene for de nærmeste naboer. Det må forventes, at de beboere og gæster med adresse på Mølleparkvej 14A-30E, som i dag har udsigt til græsarealer vil miste noget af deres langstrakte udsigt. Gæster, naboer og beboere i området kan forvente en ændret visuel forbindelse mellem Mølleparkvej 14A-30B og højhusene, hvor det nye etagebyggeri formidler skalaen mellem etage ejendommene. Fremadrettet vil højden på de eksisterende højhuse opleves mindre markant. Den forestående bearbejdning af opholdsarealerne inden for lokalplanområdet vil gøre oplevelsen mere varieret og grøn, og vil derfor også opleves som en forbedring af de visuelle og oplevelsesmæssige forhold i gadeplan og dermed de eksterne udsigtsforhold. Det kan overordnet anføres, at der er taget højde for udsigtsforholdene fra naboboligerne på Mølleparkvej 14A-30B ved at de 3 nye etageboliger trinvis optrappes fra øst mod vest, og ved at byggefelterne er placeret 4 m fra skel, således at der skabes luft mellem de nye og eksisterende boligblokke. Der vil være minimum 12,5 meter mellem boligerne på Mølleparkvej 14A-30B og de 3 nye etageboliger. Se Lokalplankortet Bilag B. Derudover vil der være forbud for ophold på taget i byggefelt B3. - Dækning af parkeringsbehov
Områdets parkeringsnorm er fastlagt i overensstemmelse med Esbjerg Kommunes parkeringsregulativ med minimum 1 parkeringsbås per bolig. - Krav til opholdsarealer
I overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for opholdsarealer ved etagebyggeri kan opholdsarealer etableres som enten private arealer, fælles arealer eller i en kombination af disse. Private opholdsarealer skal have direkte adgang fra den enkelte bolig. Ved etagebyggeri skal grunden have en størrelse så der kan etableres et velbeliggende og anvendeligt fælles opholdsareal.
I lokalplanområdet anlægges fælles opholdsarealer på de tidligere græsarealer mellem boligblokkene og på græsarealet på matr.nr. 17 cu. Derudover skabes mulighed for at etablere private opholdsarealer på altaner og fælles opholdsarealer på tagterrasser i B5 og B4. Se Lokalplankortet Bilag B.
Lokalplanen stiller krav om spredt beplantning, der vil medvirke til at skabe læ, rum og privatliv.