Spildevandsplanen

Lokalplanområdet er ikke omfattet af Esbjerg Kommunes spildevandsplan 2022-2027 og der skal derfor udarbejdes et tillæg til denne. Jordbundsforholdene i en stor del af delområde C vanskeliggør nedsivning af overfladevand, hvorfor der i dette område planlægges for separatkloakering, så kloaksystemet kan håndtere op til en 5-års regnhændelse.

I delområde A består jordlagene primært af sand, ligesom der er god afstand til grundvandet. Dermed er forholdene for nedsivning af overfladevand gode, og boligområdet planlægges derfor kun spildevandskloakeret. Dermed skal al overfladevand skal håndteres på egen grund inden for delområdet, f.eks. ved etablering af faskiner, regnbede, mindre bassiner eller lign. løsninger til opstuvning og nedsivning af vandet. Ved større regnvejrshændelser vil afstrømmende overfladevand kunne ledes via trugene langs stamvejen til nedsivningsområdet i delområde D, som er dimensioneret til at kunne tilbageholde vand fra det samlede planområde svarende til en 100-årshændelse.

I spildevandsplanen er der begrænsninger på afledningen af overfladevand til kloaksystemet. Esbjerg Kommune skal godkende anlæg for håndtering af overfladevand.