Lokalplanområdet omfatter et delområde udlagt til offentlige formål i form af sports- og idrætsfaciliteter, samt fritidsklub og skaterbane. Disse er funktioner som må forventes at medføre støjende aktivitet udendørs, som potentielt kan påvirke det planlagte boligområde.
I tillæg hertil grænser planområdet op til en eksisterende børnehave, med sydvendt legeplads grænsende op til de kommende boliger i delområde A2 og fritidsklubben.
Børnehaver er ikke direkte omfattet af miljøbeskyttelseslovens støjgrænser for erhverv. I medfør af praksis indplaceres daginstitutioner dog i miljøklasse 3 jf. Miljøstyrelsens ”Vejledning om virksomhedsstøj”.
I forbindelse med udarbejdelsen af nærværende lokalplan, har Esbjerg Kommune fået udarbejdet en beregningsrapport af den forventede støjudbredelse fra børnehaven, fritidsklubben og skaterbanen.
Rapporten synliggør en væsentlig støjbelastning fra skaterbanen, som dog vil kunne begrænses betydeligt ved strategisk placering og udformning af den nye fritidsklub. Lokalplanen fastlægger derfor et byggefelt, som fritidsklubben skal placeres inden for. Ved en etablering af en afskærmende bebyggelse, enten i form af en egentlig bygning, eller som en støjskærm med en højde på min. 180 cm, viser rapporten at støjgrænserne for lave boliger kan overholdes inden for området udlagt til boligformål.
Lokalplanen stiller derfor krav om et støjværn i hjørnet mellem daginstitution og fritidsklub, som skal etableres som vilkår for ibrugtagning af boligerne i delområde A2, medmindre det kan eftervises at støjniveauet ikke overstiger grænseværdierne for boliger.
Støjværnet skal fremstå med stedsegrøn beplantning mod offentlig vej, plads og stier, så det visuelt ikke skæmmer området.
Trafikstøj
Det planlagte boligområde er ikke placeret i tilknytning til det eksisterende vejnet, og støjpåvirkning vil således alene ske fra den interne stamvej, som vist på kortbilag B.
Stamvejen betjener alene det nye boligområde og hastigheden vil være lav. Da vejen ender blindt inde i området og der dermed ikke vil være gennemkørende trafik, forventes vejen ikke at blive væsentligt belastet og støjpåvirkningen til omgivelserne vil være begrænset. Trafikstøj i området forventes således ikke at overstige de tilladte grænseværdier for boliger.
Støv- og støjgener i anlægsfasen
Anlægsfasen vil kunne give anledning til støj- og støjgener i omgivelserne. Det forudsættes, at generne forsøges minimeret mest muligt.
Esbjerg Kommunes ”Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Esbjerg og Fanø Kommune” skal overholdes.