Lokalplanplanområdet er karakteriseret ved at være meget grønt med adskillelige levende hegn og store træer som tilfører området en helt særlig kvalitet, som et grønt hjerte midt i byen. Disse karaktertræk ønskes videreført, så det nye boligområde opleves placeret midt i naturen og eksisterende beplantning bør derfor i videst mulige omfang søges bevaret.
Derfor udlægges der en byggelinje i en afstand af 8 m på hver side af vejudlægget for den nye stamvej til boligområdet. Inden for denne må der ikke opføres nogen form for bebyggelse eller anlæg til parkering. Byggelinjen skal sikre, at bebyggelsen placeres med god afstand til vej og sti, så der langs disse kan etableres allétræer, spredte træer og buskadser. Derved fastholdes området som en grøn kile, der forbinder de eksisterende grønne områder fra Nordre Skole i nord til kirkegården i syd.
For at understøtte oplevelsen af, at bebyggelsen er placeret direkte i naturen, er udgangspunktet i lokalplanen, at de nye boliger opføres på storparceller uden private haver, men omgivet af grønne fællesarealer. Ved udstykning til ejerboliger, lægges der op til at boligerne udstykkes som sokkelgrunde, så de grønne omgivelser bevares og kan understøtte den nuværende karakter i området og fællesskabet beboerne imellem. Der gives dog mulighed for, at tæt-lave boliger kan udstykkes med et mindre grundareal på op til 200 m2, så der er mulighed for en mindre privat have, hvis dette ønskes.
Derfor skal også fælles opholdsarealer og legepladser etableres med tanke for naturen. Legepladser skal etableres som naturlegepladser i trækonstruktioner, som så vidt muligt falder i ét med omgivelser og legeredskaber, bænke, pavilloner og lign. skal fremstå i olieret eller ubehandlet træ. Befæstede arealer og stier anlægges i stenmel og lavninger eller små bassiner til lokal afledning af regnvand udformes som naturelementer i de grønne omgivelser.
Der må i hele delområde A ikke etableres hegn i skel, da ønsket er, at området fremstår som en sammenhængende helhed i et grønt landskab forbundet af stier. Hegn skal derfor holdes til de helt nære omgivelser omkring private terrasser ved boligerne.