Lokalplanen er en såkaldt landzonelokalplan, og området forbliver i landzone med lokalplanens vedtagelse.
Lokalplanens bestemmelse § 12 er udformet, så den giver bonusvirkning i forhold til planlovens landzonebestemmelser. Det vil sige, at lokalplanen erstatter de landzonetilladelser, der ellers ville være nødvendige for lokalplanens gennemførelse.
Illustration af 5 boliger som er udstykket, placeret og opført som beskrevet nedenfor - og som uden landzonetilladelse, må opføres som vist.
Der skal ikke meddeles landzonetilladelse til:
- at der opføres 5 boliger, der udstykkes i overensstemmelse med Lokalplankortet, Bilag B.
- at lokalplanområdet anvendes til helårsbeboelse og visse erhverv, som kan udføres i en beboelsesejendom.
- at den enkelte bolig placeres indenfor de angivne byggefelter på Lokalplankortet, Bilag B, i en afstand af min 3 m til skel og indenfor byggefeltet hvor boligen må drejes i en ønsket retning.
- boligens højde- og breddemål samt placering af døre og vinduer, når de er i overensstemmelse med facadeopstalter og grundplan vist på Bilag F.
- boligens facadematerialer, når den fremstår i hvid puds.
- boligens tag, når den er udført af sorte tegl- eller betonsten, og når tagbeklædningen ikke er udført med blanke eller reflekterende materialer.
- carporte, der er placeret uden for byggefeltet, eventuelt sammenbyggede i skel, måler 35 m2 og fremstår i en sort trækonstruktion med fladt tag med pap.
- overkørsel til hvert grundstykke på maksimum 4 meter.
- solceller/solpaneler/solfanger og lign. der ikke udføres i reflekterende materiale, der kan medføre blændingsgener for naboer og genboer, og er nedfældet i tagfladen plant med taghældningen.
- terrænændringer +/- 0,5 m.
Bonusvirkningen omfatter kun ovennævnte forhold. Øvrige forhold der kræver landzonetilladelse iht. Planlovens § 35 stk. 1, er ikke omfattet af bonusvirkningen.
På den sydligste grund kan der ikke opføres carport med overkørsel i skel, idet der her ligger en transformatorstation.
Med hensyn til anvendelsen, erhverv, så må der drives virksomhed, som almindeligvis kan udføres i et beboelsesområde, f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lign., liberale erhverv samt dagpleje og lign. under forudsætning af:
- At virksomheden drives af den, der bebor den pågældende ejendom.
- At virksomheden efter Esbjerg Kommunes skøn drives på en sådan måde, at ejendommens karakter af beboelse ikke ændres.
- At virksomheden ikke medfører ulempe for de omkringboende.
- At virksomheden ikke medfører behov for yderligere parkering. Parkering skal foregå på egen grund, og erhvervsudøvelsen må ikke medføre belastende trafik eller anden ulempe for de omkringboende.
- At virksomheden højest udgør 25 % af etagearealet.
- At der højest er ét skilt pr. virksomhed, og at skiltets areal højest er 0,75 m2. Farverne på skiltet må ikke være signalfarver. Skiltet skal sidde plant på virksomhedens husmur.
- Der kan ikke tillades anden type virksomhed.