Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.
Det aktuelle lokalplanområde er beliggende nær, men ikke i Natura 2000-område. Det drejer sig om Hjortvad Å, som er en del af habitatområde nr. 78, Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde. Hjortvad Å er kortlagt som habitatnaturtypen 3260 Vandløb med vandplanter, og habitatområdet er desuden udpeget for at beskytte bla. arterne bæklampret, flodlampret, havlampret, snæbel, laks og odder, som lever i eller i forbindelse med åen.
Området fremstår på nuværende tidspunkt som landbrugsområde, hvoraf størstedelen er i intensiv omdrift, bortset fra et centralt læhegn og en bræmme på ca. 40 m parallelt med den sydlige bred af åen. Den øverste del af lokalplanområdet er udlagt som Grønt Danmarkskort, og bevares som grønt, ubebygget område i en bræmme på ca. 80-100 m parallelt med åens sydlige bred.
Idet lokalplanområdet ikke berører habitatområdet, og der holdes en afstand med udlægning af grønt areal på minimum 80 m fra habitatområdet til nærmeste udstykning af boliger, vurderer Esbjerg Kommune, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller de arter eller naturtyper, området er udpeget for at beskytte.
Ved udstykningen bevares ydre læhegn og krat i forbindelse hermed, mens det indre læhegn ryddes. Læhegnet vurderes ud fra sin isolerede beliggenhed i et intensivt drevet område at have ringe værdi for arter af flagermus. I forbindelse med udstykningen etableres der haver m.m., hvis beplantning vurderes at ville have en lige så høj eller højere værdi for arter af flagermus som det nuværende læhegn på omdriftsjord. Odder, som er tilknyttet vandløbet, vurderes ikke at bevæge sig så langt væk fra selve vandløbet, at den vil komme i berøring med lokalplanområdet. Der vurderes ikke at være andre arter på habitatdirektivets bilag IV i området, som vil kunne blive berørt af projektet. Det er således Esbjerg Kommunes vurdering, at projektet ikke vil have en væsentlig påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter.