Baggrunden for denne lokalplan er et ønske om at fortsætte boligudbygningen i den nordlige del af Bramming. Området langs Tværsigvej, nord for Grønningen bliver en naturlig videreførelse af boligudbygningen i den nordlige del af Bramming.
Formålet med lokalplanen er at skabe et nyt boligområde, med forskellige boligtyper, i tæt relation til naturen og det grønne. Da området tidligere har haft funktion af gartneri, sikres der igennem lokalplanen referencer til stedets historie. Dette skaber en særlig identitet for det kommende boligområde. Ligeledes sikres det nye boligområdes forbindelse til resten af Bramming igennem lokalplanen.
Det søges med denne lokalplan at danne rammerne for en bæredygtig hverdag, på flere niveauer.
Med forholdsvise små grundstørrelser, lægger planen op til mindre boliger. Dette medfører et mindre forbrug i byggematerialer pr. bolig og sparer på sigt på driften, herunder energiforbrug, i de enkelte boliger.
De forskellige boligtyper henvender sig til alle aldre og livssituationer, så man i princippet kan blive boende i området gennem livet, trods skriftende boligbehov, og derved beholde relationer og naboskab.
Det er hensigten at skabe værdifulde fællesarealer, som danner et samlingspunkt for beboerne og aktivt bidrager til fællesskabet i området. Dette sikres bland andet gennem muligheden for etablering af fælleshus i det gamle drivhus. Her kan der gives rammer for fællesspisning og andre indendørs aktiviteter, samt muligheden for dyrkning af grønsager både inde og ude. Ligeledes kan der f.eks. kunne etableres fælles hønsehold i tilknytning til fælleshuset. Dette kan bidrage til omsætning af madaffald og give friske, økologiske og ikke mindst lokale æg til området.
Lokalplanen giver ydermere mulighed for bæredygtige tiltag i form af solceller og mikro/minimøller.
For at imødekomme de stigende nedbørsmængder, er det intentionen, at der indenfor lokalplanområdet arbejdes med overfladevandets naturlige veje gennem landskabet. Man vil i området opleve vandet løbe i render og lavninger i områdets grønne kiler, for til sidst at ende i større lavninger i de grønne rekreative arealer i den vestlige del af området.