Nordøst for lokalplanområdet ligger der et spildevandsanlæg. Dette er udlagt i miljøklasse 3 og ligger som et teknisk anlæg. Ifølge Håndbog om Miljø og Planlægning afkaster det en vejledende respektafstand på 50 meter. Denne afstand skal sikre mod støj og lugt. Støjgenerne fra anlægget vurderes at være minimale, da pumperne er afskærmet i bygninger og har en større afstand på 40 meter til udledningskilden. Derudover er der store træer og en naturlig støjvold, som dæmper lyden. Lugtgenerne fra anlægget vurderes også at være begrænsede, da sammensætningen af spildevandet primært er husholdningsspildevand og ikke industritungt spildevand. Dette giver anledning til mindre lugtudvikling end andre typer af spildevand. Anlægget er dog planlagt at blive lukket ned inden for en omkring 10-årig periode, hvor det fortsat i særlige tilfælde vil kunne blive brugt til at tilbageholde noget spildevand. Hvis der opstår en problematik med anlægget, vil det være beboernes ansvar at håndtere problemet. Dette kan gøres med en mindre plantemur.
Lokalplanområdet ligger i den nordlige del af Bramming og omfatter matr.nr. 1nø, Bramming Hgd., Bramming. Området ligger i dag i landzone og omfatter et areal på 69.605 m2. Lokalplanområdet anvendes i dag som gartneri og landbrug.
Området set fra sydøst Gennemskærende læhegn Området set fra nord mod sydøst
Området afgrænses af et læhegn mod syd, hvor der på den anden side ligger et eksisterende boligområde. Mod nord grænser området op til det åbne land med marker og gårde. Mod øst afgrænses området af Tværsigvej, hvor der på modsatte side ligger et eksisterende boligområde mens området afgrænses af Høe Bæk og et større regnvandsbassin mod vest. Umiddelbart vest for Høe Bæk går Ilsted Åsti.
Regnvandsbassin vest for området Høe Bæk
Terrænet i området skråner forholdsvist jævnt med 5 meters fald fra øst mod vest. Områdets højeste punkt ligger i kote 10 omkring den eksisterende ejendom i den sydøstlige del af lokalplanområdet. Herfra falder terrænet jævnt mod Høe Bæk og har sit laveste punkt i kote 5 i den nordvestlige del af området.
Indenfor lokalplanområdet, ligger der en landejendom med beboelse og tilhørende gartneri i form af 3 større drivhuse samt maskinhal. Beboelsesejendommen og en del af det ene drivhus bevares og omdannes til boliger og fælles opholdsrum, mens de resterende bygninger nedrives for at realisere lokalplanen.
Drivhus set indefra Drivhus i forbindelse med beboelse Landejendommen set gennem læhegn
Beplantningen i området er hovedsageligt karakteriseret af åbne græsmarker omkranset af læhegn. Området gennemskæres fra nord mod syd af et læhegn. Dette beplantningsbælte videreføres i lokalplanens struktur, som et særligt landskabselement.