Bestemmelser
Lokalplanen har til formål at
- muliggøre etablering af et velfungerende boligområde med et varieret udbud af boligtyper i åben-lav og tæt-lav bebyggelse,
- sikre gode, velbeliggende fælles opholdsarealer samt mulighed for minimum ét fælleshus
- sikre gode stiforbindelser til det eksisterende stinetværk i Guldager og Sønderris, og
- sikre etablering af semiåben træbeplantning mellem det nye boligområde og Guldagervej, således boligområdet kan ses fra Guldagervej.
Lokalplanen afgrænses som vist på Matrikelkort Bilag A og omfatter matrikelnumrene 7a, 7x og 15e Guldager By, Guldager, samt alle parceller der efter byrådets 1. behandling af lokalplanen udstykkes heraf.
Området opdeles som vist på Lokalplankort, Bilag B, i delområderne A, B, C, D og E.
Størstedelen af området ligger i byzone og fastholdes ved endelig vedtagelse af denne lokalplan i byzone.
En mindre del ligger i landzone og overføres ved endelig vedtagelse af denne lokalplan til byzone.
Området udlægges til boligformål og grønt rekreativt område.
Boliger må kun anvendes til helårsbeboelse.
Området opdeles som vist på Lokalplankortet, Bilag B, i delområder med følgende anvendelser:
Delområde A udlægges til åben-lav boligbebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse i 1 etage.
Delområde B udlægges til åben-lav eller tæt-lav boligbebyggelse i op til 2,5 etager samt fælles grønne arealer og mulighed for etablering af et fælleshus. Boligbebyggelse kan etableres i form af fritliggende enfamiliehuse, gårdhavehuse, rækkehuse, klyngehuse, dobbelthuse og kædehuse.
Fælles grønne arealer kan ligeledes anvendes til håndtering af overfladevand som rekreativt element.
Delområde C udlægges til boligbebyggelse i op til 1 etage samt fælles grønne arealer og mulighed for etablering af et fælleshus. Boligbebyggelse kan etableres i form af åben-lav såvel som tæt-lav bebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse, rækkehuse, klyngehuse, dobbelthuse og kædehuse.
Fælles grønne arealer kan ligeledes anvendes til håndtering af overfladevand som rekreativt element.
Delområde D udlægges til håndtering af overfladevand fra lokalplanområdet, værn mod vejstøj fra Tarphagevej samt grønne friarealer og plantebælter med træer og buske.
Delområde E må anvendes til beboelse.
I en boligejendom kan der drives virksomhed, som almindeligvis kan udføres i et beboelsesområde, f.eks. frisør, ejendomshandel, advokatvirksomhed samt dagpleje og lign. i miljøklasse 1 jf. Håndbog om Miljø og Planlægning, under forudsætning af:
- at virksomheden drives af den, der bebor den pågældende ejendom,
- at virksomheden ikke medfører ulempe for de omkringboende,
- at virksomheden efter Esbjerg Kommunes skøn drives på en sådan måde, at ejendommens karakter af beboelse ikke ændres,
- at erhvervsandelen maksimalt udgør 25 % af boligetagearealet,
- at virksomheden ikke medfører behov for yderligere parkering. Parkering skal foregå på egen grund, og erhvervsudøvelsen må ikke medføre belastende trafik eller anden ulempe for de omkringboende, og
- at der højst er ét skilt pr. virksomhed, og at skiltets areal højst er 0,5 m2. Farverne på skiltet må ikke være signalfarver. Skiltet skal sidde plant på virksomhedens husmur.
Der kan ikke tillades anden type virksomhed.
I lokalplanområdet må der opføres mindre bygninger og tekniske anlæg til områdets forsyning og drift. Bygninger, som for eksempel transformerstationer eller pumpestationer, må opføres med et areal på højst 12m2 og ikke højere end 2,5 m over terræn. Disse småbygninger skal udformes og placeres med hensyntagen til omgivelserne, støj og den øvrige bebyggelse, enten som tilbygning eller afskærmet med beplantning.
I delområde A må ikke udstykkes grunde mindre end 500 m2 ekskl. veje og fælles arealer.
I delområde B må der udstykkes sokkelgrunde*.
Tæt-lav som ikke udstykkes i sokkelgrunde må ikke udstykkes mindre end 350 m2 ekskl. veje og fælles arealer.
I delområde C må der udstykkes sokkelgrunde.
Tæt-lav som ikke udstykkes i sokkelgrunde må ikke udstykkes mindre end 350 m2 ekskl. veje og fælles arealer.
Grundstørrelse ved dobbelthuse skal være min. 280 m2.
Udstykning af grunde til fælles opholdsareal og parkeringspladser er ikke omfattet af ovenstående.
*En sokkelgrund er en udstykning, der svarer til husets fodaftryk eventuelt inkl. terrasse. På en sokkelgrund på f.eks. 100 m2 med mulighed for 2,5 etager, kan bygges et hus med 175 etagemeter og en terrasse på 25 m2. Huse på sokkelgrunde kan stå frit såvel som sammenbygget over skel. Står et hus frit, betegnes det som et fritliggende enfamiliehus. Står husene sammenbygget, f.eks. i rækker, klynger eller som kædehuse, betegnes det som tæt-lav bebyggelse.
Mindre skelreguleringer og udstykning til offentlig vej, sti, forsynings-, afløbsledning eller afløbsanlæg samt fri- og opholdsareal er tilladt.
Boligområdet skal vejbetjenes fra Guldagervej og stibetjenes fra hovedstinettet, i princippet som vist på Bilag B.
Stamveje, boligveje og cykelstier anlægges i princippet som vist på Kortbilag B*.
Der skal være mulighed for at etablere stier fra stamvej Y-Y1 mod områder tilstødende lokalplanområdet på de på Kortbilag B anviste steder.
Gangstier, som ikke etableres langs boligveje og stamveje, etableres som trampesti eller grussti.
*Ved udbygning af naboejendommen mod øst forlænges stamvej X-X1 mod øst.
Stamvej X-X1 udlægges i en bredde på 19 m med en kørebanebredde på 9 m.
Stamvej Y-Y1 udlægges i en bredde på 15 m med en kørebanebredde på 6 m og et gangareal på 1,5m, i princippet som vist på snittet.
Principsnit for stamvej Y-Y1
Boligveje udlægges i en bredde på 10 m med en kørebanebredde på 5 m i princippet som vist på snittet.
Principsnit for boligvej
Cykelsti udlægges i en bredde på 5 m med en kørebanebredde på 3 m, i princippet som vist på snittet.
Principsnit for cykelsti.
Boligvejene udlægges som private fællesveje.
Stamveje og cykelstier udlægges som offentlige veje og stier.
Stamveje og boligveje skal etableres med fartdæmpende foranstaltninger som passer til hastigheden.
Stamveje skal dimensioneres til lav hastighed og friholdes for overkørsler til boliger.
Boligvejene skal dimensioneres til lav hastighed.
Ved eventuel etablering af fælleshus skal der være en adgangsgivende vej til husets parkeringsareal. Endvidere skal der være en adgangsgivende gangsti i fast belægning, der er egnet til gangbesværede og kørestolsbrugere.
Belysning af gang- og vejarealer skal etableres efter gældende forskrifter.
På boligvejene må lyskeglen ikke lyse ind ad boligernes vinduer og skal rettes mod gang- og vejarealer.
Øvrig udendørs belysning, herunder belysning af stier, parkeringsarealer m.v. må kun etableres med opstilling af armatur med en lyspunkthøjde på højst 3,5 meter og skal være udformet således, at lyskeglen ikke er til gene for omgivelserne.
Belysning af gang- og vejarealer skal udføres med ensartet armatur.
Parkering
Der må højst anlægges følgende parkering:
2 p-pladser pr. bolig i åben-lav bebyggelse.
1½ p-plads pr. bolig i tæt-lav bebyggelse.
Ved tæt-lav boligbebyggelse kan parkeringspladserne samles til fælles parkeringsarealer højst 75 m fra de enkelte boliger.
Ved sokkeludstykninger på højst 150 m2 skal parkeringspladserne samles til en fælles parkeringsløsning.
Ved et eventuelt fælleshus skal der være min. 6 parkeringspladser ekstra i umiddelbar nærhed af fælleshuset.
Fælles parkeringsarealer må ikke anvendes til oplag og henstilling af trailere, campingvogne, både og ikke-indregistrerede køretøjer.
For åben-lav boliger gælder, at der kun må etableres én overkørsel og én adgang for gående pr. bolig. Overkørslen kan kun etableres fra boligvej og må have en befæstet bredde på maks. 6 meter. Den gående adgang må højst have en bredde på 1 meter.
Belægning på forarealer skal etableres på en sådan måde, at det sikres, at overfladevand fra befæstede arealer på grunden ikke ledes ud på vej- og fællesarealer samt naboarealer.
For tæt-lav bebyggelse gælder, at parkerings- og gangarealer skal have et grønt udseende.
Belægningen på parkeringsarealerne skal som udgangspunkt være græsarmering eller anden vandgennemtrængelig belægning.
Arealer til handicap-parkering og gangarealer skal være i fast belægning af hensyn til tilgængelighed.
Parkeringsarealer skal forsynes med spredt træbeplantning i grøn bund svarende til ét træ for mindst hver 8. parkeringsbås.
Plantebede skal være minimum 5 x 2,5 m svarende til en parkeringsbås. Træbeplantningen skal bestå af hjemmehørende eller egnstypiske arter, der er tilpasset områdets vækstforhold.
Nye tekniske forsyningsledninger, herunder højspænding, lavspænding, telefon og antenne, skal fremføres som jordkabler.
Ledningsanlæg i området skal sikres ved tinglyst deklaration, herunder bestemmelser om vedligeholdelse.*
* Dette gælder ikke for storparceller, hvis de ikke udstykkes.
Fælles anlæg til regnvandshåndtering, herunder f.eks. omfangsdræn, grøfter, lavningsområder, nedsivningsanlæg og regnvandsbassiner kan etableres i delområderne B, C og D.
I delområderne A, B, C og E må der endvidere etableres anlæg til håndtering og nedsivning af regnvand på egen grund.
På hver ejendom kan opsættes én husantenne i en højde der ikke overstiger tagryggen og antennen må ikke være synlig fra vej og sti.
Der må ikke opsættes husstandsvindmøller inden for lokalplanområdet.
Der kan opstilles 1 transformerstation med en højde på op til 3 meter og et areal på op til 12,5 m2.
Transformerstationen skal have en central placering i lokalplanområdet inden for delområde B eller C.
For åben-lav boligbebyggelse i delområde A og C må bebyggelsesprocenten ikke overstige 35 beregnet for den enkelte matrikel.
Al åben-lav bebyggelse må maksimalt have en befæstelsesgrad på 35 % pr. grund.
Boligbebyggelse i delområderne A og C må højst være i 1 etage.
Et eventuelt fælleshus i delområde C må dog bestå af 1 etage med udnyttelig tagetage.
I delområde B skal hovedbebyggelse ligge minimum 5 meter fra vejskel mod stamvej og minimum 15 meter fra det beskyttede dige mod øst.
I delområde C skal hovedbebyggelse ligge minimum 3 meter fra cykelstiudlæg, 2 meter fra boligvej og 2 meter fra matrikelskel mod støjvolden.
For tæt-lav boligbebyggelse i delområde C må bebyggelsesprocenten ikke overstige 35, beregnet for delområdet under et.
Boligbebyggelse i delområde B må højst være i 2,5 etager.
For tæt-lav boligbebyggelse i op til 2,5 etager må bebyggelsesprocenten ikke overstige 40, beregnet for det enkelte storparcel.
Åben-lav boligbebyggelse i delområde A og C skal placeres med gavl eller facade parallelt med skel langs adgangsgivende vej.
Garager og carporte skal stå i sammenhæng med hovedbebyggelsen.
Carporte og garager til åben-lav bebyggelse skal opføres 5 meter fra skel langs adgangsgivende vej.*
Al øvrig bebyggelse i forbindelse med åben-lav bebyggelse skal opføres minimum 3 meter fra skel langs adgangsgivende vej.
Bestemmelsen gælder også småbygninger som drivhuse, skure og udhuse m.v.
*Dette giver plads til at parkere en bil i indkørslen, således at boligvejen holdes fri for parkerede biler.
Den del af garager, carporte og udhuse m.v., der placeres inden for en zone på 2,5 m fra naboskel, kan maks. have en højde på 2,5 m + 0,4 x afstand til skel.
Småbygninger som garager, carporte, drivhuse, skure og udhuse skal placeres i en afstand af mindst 60 cm fra skel til stier og grønne områder for at give plads til hække.
For bebyggelse i 1 etage med sadeltag må bygningshøjden ikke overstige 6 meter over eksisterende terræn. Facadehøjden må højest være 3,5 meter målt fra terræn til skæringen mellem facade og tag.
For bebyggelse med fladt tag eller med ensidig taghældning må bygningshøjden ikke overstige 5 meter over eksisterende terræn.
For bebyggelse i 2,5 etager må bygningshøjden ikke overstige 9 meter over eksisterende terræn.
For tæt-lav boligbyggeri gælder:
- Bygningshøjden må ikke oversige 1,4 m x afstanden til de omkringliggende matrikler. Dette gælder ikke mellem sammenbyggede boliger.
- Afstanden til skel til de omkringliggende grunde, veje og stier skal være mindst 2,5 meter. Dette gælder ikke mellem sammenbyggede boliger.
- Mod vej må højden ikke være over 0,4 x afstanden til modstående vejlinje eller udlagt linje mod vej. Er der fastsat en linje for vejens udvidelse, regnes afstanden hertil.
- Længde af sekundær bebyggelse på én matrikel i naboskel må blive op til 6 m pr. bolig.
I delområde B er der mulighed for etablering af tagterrasser og taghaver. Tagterrasser og taghaver beregnes som 1 etage.
I delområderne B og C er det muligt at etablere et fælleshus.
I delområde C skal fælleshuset placeres inden for det dertil anviste område, som vist på Kortbilag B.
Et fælleshus skal mindst have et areal på 250m2.
Ved tæt-lav boligbyggeri skal der være fælles affaldsløsninger. Disse skal placeres højst 75 m. fra de enkelte boliger.
Al boligbebyggelse skal have en sokkelkote på minimum 30 cm over vejkoten.
Facader inkl. kviste på primær bebyggelse skal udføres i træ eller som blank, pudset eller vandskuret mur, eller som en kombination af disse.
Mindre facadepartier på op til 10% af facaden ekskl. vinduer må udføres med andre materialer, hvis det kan indpasses i arkitekturen.
Udestuer er undtaget.
Ved tæt-lav bebyggelse skal bebyggelsen til enhver tid fremstå i ensartede farver, materialer og udformning. Dette gælder også for sekundær bebyggelse.
Drivhuse op til 10 m2 er dog undtaget.
Træfacader kan udføres i klinkbygning, lameller, træspån eller plank med listedækning.
Der må ikke bygges bjælkehuse, rundtømmerhuse og lignende.
Træfacader skal udføres i malet eller oliebehandlet træ i farver med udgangspunkt i Den klassiske jordfarveskala + nyere pigmenter*. Ædeltræ må dog fremstå ubehandlet.
*
Den klassiske jordfarveskala + nyere pigmenter.
Tage skal udføres som symmetriske tage, sadeltage, tage med ensidig taghældning, flade tage eller som forskudte tagflader.
Symmetriske tage skal have en taghældning på mellem 15º og 45º. Ved tage med ensidig taghældning skal taghældningen være mellem 5º og 45º.
Tagbeklædning skal udføres i enten sort tagpap med listedækning, betontagsten, bølgeeternit, skifereternit, teglsten eller lignende, tagrør, træspån eller som grønne beplantede tage. Flade tage må udføres i tagpap uden listedækning.
Der må ikke anvendes blanke eller reflekterende tagmaterialer.
Tage på garager, carporte, udhuse og lignende skal have samme taghældning og materialevalg som beboelsesbygningen eller udføres som flade tage med tagpap eller grønt tag. Drivhuse og udestuer er undtaget.
For solenergianlæg (solceller/solpaneler/solfanger og lign.) er følgende gældende:
- Anlæggets overflade må ikke overstige en lysrefleksionsværdi på 7 %
- Ved nybyggeri skal anlæg udføres som en integreret del af husets arkitektur.
- Ved eksisterende byggeri må anlæg kun etableres direkte på og i samme hældning som tagfladen.
- Anlægget skal opsættes i en samlet geometrisk form som rektangel eller et kvadrat.
- På flade tage kan anlægget sættes op i en vinkel på højst 15 grader i forhold til vandret plan, såfremt det ikke er synligt fra nabogrund og offentlige arealer.
- Anlæg må ikke etableres på terræn.
Tekniske installationer som f.eks. varmepumper skal afskærmes, så de ikke kan ses fra vejen eller fælles opholdsarealer.
I delområde B skal tæt-lav byggeri udformes som klyngehuse, kædehuse eller rækkehuse med 2-8 boliger med lodret skel.
Der må ikke etableres altangange eller altaner på stolper.
Bevaringsværdige bygninger
Bygningerne i delområde E er bevaringsværdige og må ikke nedrives, ombygges, eller på nogen måde ændres i det ydre, uden forudgående tilladelse fra Esbjerg Kommune.
Udendørs opholdsarealer
For fritliggende boliger skal der som minimum etableres velbeliggende og anvendelige opholdsarealer svarende til 50 % af boligernes etageareal. Dette areal kan udlægges som privat eller fælles opholdsareal.
Ved tæt-lav boligbebyggelse, skal der sikres opholdsareal svarende til mindst 10% af etagearealet til boligformål. Altaner og (tag)terrasser må tælle med som opholdsarealer.
Derudover, skal der ved etablering af mere end 3 sammenhængende boliger, udlægges et velbeliggende, anvendeligt og sammenhængende fælles opholdsareal til rekreativ brug på mindst 5 % af det samlede etageareal. Opholdsarealer kan tilvejebringes som et hævet gårdareal eller som altaner og tagterrasse.
Opholdsarealerne skal friholdes for bebyggelse, parkering og oplag.
Støjvold
Langs Tarphagevej etableres en støjvold med en støjvæg i en højde på op til 3 meter i alt fra vejkoten på Tarphagevej. Volden placeres i princippet som vist på Kortbilag B.
Støjvæggen skal skjules med beplantning bestående af stedsegrønne klatreplanter eller af buske.
Voldens kant mod øst skal være slynget, i princippet som vist på Bilag B og Illustrationsplan Bilag C.
Volden etableres af Esbjerg Kommune og driftes af grundejerforeningen jf. grundejerforeningens bestemmelser.
Ubebyggede arealer
Ved fritliggende enfamiliehuse må hegn omkring de enkelte grunde kun udføres som levende hegn af eksempelvis liguster eller lignende. Hegn mod naboskel må højst være 180 cm højt.
Hegn mod fælles grønne områder og boligveje skal plantes på egen grund mindst 30 cm fra skel. Grundejerne skal vedligeholde begge sider af hækken.
Hegn mod boligveje må højst være 100 cm høje.
Forarealer mellem vejskel og boligbebyggelse skal anlægges åbent, f.eks. med græs eller stauder og enkelte buske. Hække, træer og buske i forhaver må ikke hindre det frie udsyn fra boligernes vinduer til boligvejene.
Affaldsbeholdere og lignende anbringes eller afskærmes på en sådan måde, at de ikke er synlige fra naboer, friarealer, veje eller stier.
Affaldsdepoter ved tæt-lav bebyggelse må højst have en gåafstand på 75 m fra hver boligenhed.
I delområde A må konstruktioner til afskærmning af affaldsbeholdere og lignende ikke placeres nærmere vejskel end 3 meter.
Ved åben-lav bebyggelse må befæstede arealer højst udgøre 35% af grundarealerne.
Ved tæt bebyggelse må befæstede arealer højst udgøre 35% af den samlede storparcel.
Bebyggelse regnes med i befæstelsen.
Der må maksimalt afledes regnvand fra de enkelte grunde svarende til 35% af grundenes areal. Yderligere regnvand skal nedsives eller på anden vis håndteres på egen grund.
I områder med sammenbyggede boliger eller sokkeludstykninger (delområde B og evt. C) må der maksimalt afledes regnvand svarende til 35% af storparcellens samlede areal.
Grønne fællesarealer
Det eksisterende dige med beplantning langs den østlige afgrænsning af lokalplanområdet, som vist på Bilag B, skal bevares og vedligeholdes.
Diget kan dog gennembrydes enkelte steder til en vej og stier, som vist i princippet på Bilag B, ved udbygning af naboarealet mod øst.
Den eksisterende trærække mod delområde E, som vist på Lokalplankort, Bilag B, skal bevares og udvides med træer og buske, således der til sammen dannes et tæt plantebælte på 9-11 meters bredde.
Plantebæltet etableres og driftes af Esbjerg Kommune. Tilstødende grundejere må ikke ændre plantningens udseende eller karakter.
I delområde D mod Guldagervej etableres spredt beplantning med opstammede træer, i princippet som vist på Kortbilag B og Illustrationsplan Bilag C.
Beplantningen skal bestå af hjemmehørende og egnstypiske træer og buske, der kan tåle i perioder at stå i vand, da dele af området også anvendes til håndtering af overfladevand fra lokalplanområdet.
Beplantningen etableres og driftes af Esbjerg Kommune. Tilstødende grundejere må ikke ændre beplantningens udseende eller karakter.
Der etableres et plantebælte på 9-11 meters bredde mod det nordlige skel i delområde D som vist på Kortbilag B.
Plantebæltet etableres og driftes af Esbjerg Kommune. Tilstødende grundejere må ikke ændre plantningens udseende eller karakter.
Fælles udendørs arealer i delområderne B og C skal anlægges som græs- /engareal med enkelte grupper af løvfældende træer og buske - evt. med spiselige frugter. Buske og træer skal anvendes, så der af tryghedsfremmende hensyn ikke opstår områder uden mulighed for ind- og udkig.
Buske og træer skal bestå af hjemmehørende eller egnstypiske arter, der er tilpasset områdets vækstbetingelser.
Områderne kan indrettes med faciliteter som legeplads, fælles køkkenhaver, bålplads og lignende.
Der skal være fri passage fra boligvejene til stier, der fører ud af lokalplanområdet.
Terræn
Terrænet på den enkelte grund må ikke reguleres mere end 0,5 meter i forhold til eksisterende terræn eller til et terræn, der er reguleret i forbindelse med byggemodningen.
Terrænet må ikke reguleres nærmere skel end 0,5 meter.
Terrænreguleringer tættere ved naboskel end 1 meter må ikke foretages med en hældning stejlere end 1:3, dvs. 33,3 cm pr. meter.
Der må i forbindelse med etablering af anlæg til håndtering af regnvand og til rekreative formål foretages landskabsmodelleringer op til +/- 2 meter i forhold til eksisterende terræn, herunder udgravninger til bassiner, grøfter og lignende.
Hældningen på bassiner må ikke være stejlere end 1:5, dvs. 20 cm pr. meter.
Hældningen på grøfter må ikke være stejlere end 1:2, dvs. 50 cm pr. meter.
Alle grundejere indenfor lokalplanens område er forpligtet til at være medlem af en, af Esbjerg Kommune godkendt, grundejerforening.
Alle boligejere inden for et område med tæt-lav boligbebyggelse skal endvidere have ansvar for drift, vedligeholdelse, vintervedligeholdelse og renholdelse af fælles friarealer, veje, fælles kloakker m.v. inden for området.
Grundejerforeningen skal oprettes senest, når Esbjerg Kommune kræver det.
Grundejerforeningens vedtægter og vedtægtsændringer skal godkendes af Esbjerg Kommune.
Grundejerforeningen skal efter krav fra Esbjerg Kommune optage grundejere fra tilgrænsende områder, sammenslutte sig med én eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder eller opdele foreningen i to eller flere selvstændige foreninger.
Oprettes der en andelsboligforening skal andelsejerne hver især også være medlemmer af grundejerforeningen. Fællesarealet på andelsboligforeningens grund er grundejerforeningen uvedkommende.
Grundejerforeningen har pligt til at tage skøde på alle fællesarealer og private fællesveje indenfor lokalplanens delområde A, B og C. Overtagelsen kan ske etapevis og er ikke betinget af fuldstændig færdiggørelse af arealerne.
Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse samt glatførebekæmpelse af de private fællesarealer (herunder private fællesveje og -stier, grøfter samt evt. volde) inden for de i §10.6 nævnte delområder. Undtaget er de offentlige veje og stier samt de afløbstekniske anlæg, der ejes af forsyningsselskabet.
Grundejerforeningen skal drifte og vedligeholde arealerne efter en af Esbjerg Kommune godkendt vedligeholdelses- og plejeplan.
Ny bebyggelse og anlæg må ikke tages i brug før:
- de i § 5 nævnte veje og stier er etablerede
- de i § 5 nævnte parkeringsarealer er etablerede
- det i § 6 og § 9 nævnte anlæg til håndtering af overfladevand, er etableret
- de i § 9 nævnte plantebælter, beplantning og støjvæg er etablerede
- den er tilsluttet kollektiv varmeforsyning i det omfang bebyggelsen skal forsynes, hvis det ikke kan dokumenteres, at nybyggeri opfylder klassifikationskrav til lavenergibygninger i Bygningsreglementet
- den er tilsluttet kollektiv vandforsyning, elforsyning og kloakforsyning i det omfang, at bebyggelsen skal forsynes, og
- at det ved målinger eller beregninger er dokumenteret, at de vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen overholdes.
Gælder for de enkelte etaper i byggemodningen.
Lokalplan nr. 07-040-0002, Guldager landområde, vil blive aflyst ved denne lokalplans endelige vedtagelse for den del, der omfattes af denne lokalplan.
Ovenstående forslag til Lokalplan nr. 07-030-0005 udarbejdet efter Lov om planlægning, er vedtaget af Esbjerg Byråd den 8. december 2022, med henblik på offentlig høring.
Jesper Frost Rasmussen, Borgmester
Rikke Vestergaard, Direktør for Teknik & Miljø