Lokalplanen skal gøre det muligt at skabe et varieret boligområde, der visuelt og oplevelsesmæssigt adskiller sig fra boligområderne syd for Guldagervej. Det er hensigten, at der skal bygges tæt i forhold til de eksisterende parcelhusområder i Guldager og Sønderris. Der, hvor der er mulighed for det, skal der fortrinsvist bygges i etager. Der er mulighed for at variere i antallet af etager, ligesom det er muligt at etablere taghaver o.l. En taghave / tagterrasse svarer til en etage. Ved at udnytte muligheden for at bygge i etager, friholdes arealer til haver og fælles rekreative aktiviteter. Med velbeliggende, rummelige grønne (fælles)arealer højnes boligområdets attraktivitet.
Det muliggøres endvidere at etablere minimum et fælleshus i lokalplanområdet. Dette kan etableres i delområde B og / eller C. I delområde C er der udlagt et specifikt område til et eventuelt fælleshus, hvorimod placering af fælleshus i delområde B kommer til at afhænge af områdets endelige udmatrikulering. Delområde B skal som udgangspunkt udstykkes i to storparceller. Et fælleshus skal som minimum kunne rumme et festlokale eller lignende samt et fælleskøkken og tilhørende nødvendige faciliteter, såsom toiletter. Et fælleshus i flere etager vil også kunne rumme gæsteværelser, teenagerum m.m. Fælleshuset skal give beboerne i området mulighed for at mødes indbyrdes og holde større arrangementer - såvel privat som fælles, der ikke kan holdes i eget hus. Ideen er, at fællesfaciliteterne muliggør mindre boligenheder, og således kan der spares ressourcer i byggeri og drift af beboelsesarealer, hvilket gør boligområdet mere bæredygtigt.
Bygningshøjden i delområderne A og C fastlægges til én etage og højst 6 meter, for at undgå støjgener fra Tarphagevej. Fælleshuset inden for delområde C kan dog bygges i én etage med udnyttelig tagetage i en højde på maks. 7 meter.
Delområde A udlægges til åben-lav boligbebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse. Bebyggelsesprocenten fastlægges til højst 35 per grund.
Delområde B udlægges til boligbebyggelse i op til 2 etager med udnyttelig tagetage. Her er mulighed for etablering af kædehuse, rækkehuse, klyngehuse, dobbelthuse, gårdhavehuse og enfamiliehuse på sokkelgrunde. Bebyggelsesprocenten fastlægges til maks. 40 per byggefelt.
En sokkelgrund er en udstykning, der svarer til husets fodaftryk eventuel inkl. en terrasse. På en sokkelgrund på f.eks. 100 m2 med mulighed for 2,5 etager, kan bygges et hus med 175 etagemeter og en terrasse på 25 m2. Huse på sokkelgrunde kan stå frit såvel som sammenbygget over skel. Står et hus frit, betegnes det som et fritliggende enfamiliehus. Står husene sammenbygget, f.eks. i rækker, klynger eller som kædehuse, betegnes det som tæt-lav bebyggelse.
Bygningshøjden fastlægges til højst 9 m og bebyggelsesprocenten fastlægges til højst 50 for pr. byggefelt. Her er i øvrigt mulighed for etablering af taghaver og tagterrasser, for så vidt indbliksgener kan undgås. En taghave eller tagterrasse giver beboerne private opholdsarealer og samtidigt muliggøres fortætning i bebyggelsen eller større fælles arealer.
I delområde C er der mulighed for opførelse af sammenbyggede huse i form af rækkehuse, kædehuse eller klyngehuse, eller åben-lav bebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse og dobbelthuse, sammenbygget over skel. Bebyggelsesprocenten fastlægges til højst 40 pr. grund eller for hele storparcellen.
I delområde E er den eksisterende bebyggelse bevaringsværdig.