Påvirkning af bymiljø

Ifølge planlovens § 16 stk. 6, skal der i lokalplaner, der muliggør etablering af butikker, redegøres for bebyggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder eksisterende bebyggelse i nærområdet, samt friarealer og trafikale forhold.

Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2022-2034 udlagt som bydelscenter med en samlet arealramme på 11.000 m2. Lokalplanområdet er beliggende i Østerbyen i det østlige Esbjerg ca. 1,3 km fra, den i kommuneplanen udpegede bymidte. Udover den allerede eksisterende dagligvarebutik på lokalplanområdet, er nærmeste dagligvarebutikker beliggende 800 m væk. Der planlægges dog for en ny dagligvarebutik på Dat-Schaubs gamle industrigrund ca. 50 m fra lokalplanområdet.

Lokalplanens regulering af skiltning er med til at sikre, at skiltning indenfor lokalplanområdet tilpasses både ny bebyggelses størrelse og det samlede gadebillede. Endvidere sikrer lokalplanen, at skiltning ikke må medføre blændingsgener for trafikanter og omkringliggende boligbebyggelse, ej heller skabe dårlige oversigtsforhold for ind- og udkørende.

Trafikberegninger foretaget forud for lokalplanens udarbejdelse viser, at en ny og udvidet dagligvarebutik ikke vil påvirke trafikken på Storegade, ej heller ventetider eller kølængder ved til- og frakørsel fra området.

Lokalplanen understøtter trafiksikkerheden ved bl.a. at stille krav til at varelevering skal ske med indkørsel via lokalplanområdets østligst beliggende vejadgang ved Søndergårds Allé og udkørsel ved Storegade, således at der ikke bakkes med lastbil, hvor der naturligt vil færdes kunder, ej heller til og fra offentlig vej.

De nødvendige antal bil- og cykelparkeringspladser for områdets anvendelse etableres indenfor lokalplanområdets afgrænsning. Det vurderes derfor ikke, at parkering vil give anledning til gener eller medføre en væsentlige påvirkning på det omkringliggende bymiljø.

For at forhindre støjgener relateret til den daglige drift af butik for naboer med tilstødende matrikler, stilles der i lokalplanen krav om etablering af afværgende foranstaltninger som f.eks. støjhegn ved varegården. Lokalplanen sikrer ydermere, at der ikke kan gives ibrugtagningstilladelse til en ny dagligvarebutik på området, førend det ved beregninger er dokumenteret, at de vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen overholdes.

Modernisering og udvidelse af den eksisterende dagligvarebutik vurderes ikke at ville have påvirkning på lokalområdets friarealer, da lokalplanområdet ikke omfatter nogle af disse.