Lokalplanområdet er beliggende ved Vardevej i Bramming og omfatter det ubebyggede areal mellem jem & fix og Bramming Maskinstation.
Området omfatter et areal på ca. 8.150 m2.
Terrænet i området er stort set fladt.
Der er langs Vardevej et levende hegn med buske og større træer. Hegnet har sammenhæng til beplantningen i haven omkring stuehuset ved Bramming Maskinstation. Der er herudover ingen beplantning i lokalplanområdet.
Lokalplanområdet grænser mod øst op til jem & fix. Butiksbygningen ved jem & fix er trukket tilbage fra Vardevej, og mellem butiksbygningen og Vardevej er der parkering. Vejtilslutningen ved jem & fix er placeret mod øst. Mod vest er der vareoplag. Butiksbygningen har fladt tag og facaden er udført i beton som hovedmateriale og med indgangsparti i stål og varegård udført i træ. Ud mod Vardevej er der langs jem & fix et plantebælte med lav bøgepur som bund og en række med omkring 8 fritstående træer, hvoraf nogle er bevarede, ældre træer, og andre er nyplantede træer.
Bramming Maskinstation, der grænser op til lokalplanområdet mod vest, har nærmest lokalplanområdet en stor have med tæt bevoksning. Bygningerne, herunder stuehuset, ligger omkring 125 m fra lokalplanområdet.
Vardevej har en kørebanebredde på 6 m og dobbeltrettet sti langs den modsatte side af vejen. Vejen er lige, og der er god oversigt fra lokalplanområdet.
Figur 1 Lokalplanområdet er det ubebyggede område bag jem & fix.
Figur 1 Lokalplanområdet er det ubebyggede område bag jem & fix.