Bestemmelser

Lokalplanen har til formål

at sikre området anvendt til erhvervsområde i form af særligt strømforbrugende og arealkrævende virksomhed

at fastlægge bestemmelser for områdets vejbetjening

at sikre regnvandshåndtering inden for området

at fastlægge bestemmelser om grønne arealer og beplantning i områdets kant,

at give mulighed for at nedrive bevaringsværdig bebyggelse inden for området.

 

2.1
Lokalplanen afgrænses som vist på Matrikelkort Bilag A og omfatter matrikelnumrene 1a, 1e, 1i, 1h, 2i, 3a, 3c, 3h, 4e, 4c, 6f, 7b, 7f, 8f, 8g, 9b, 10b, 10d, 10e, 11g, 13a, 13b, 7000b, Tovrup, Esbjerg Jorder. Samt alle parceller der efter byrådets 1. behandling af lokalplanen udstykkes heraf.

 

2.2
Lokalplanområdet omfatter en mindre del i byzone og en større del delvist i byzone og delvist i landzone. Ved den offentlig bekendtgørelse af lokalplanens vedtagelse overføres arealet, der fremgår af Matrikelkort Bilag A til byzone, således at hele lokalplanområdet fremover er byzone.  

3.1 Området udlægges til erhvervsformål i form af særligt strømforbrugende og arealkrævende virksomhed i miljøklasse 5 med tilhørende service-, administration- og logistikfunktioner og lignende, herunder tekniske anlæg i form af transformere, nødstrømsanlæg, solenergianlæg og lignende.

 

3.2 Der må ikke tillades virksomheder, der i Håndbog om Miljø og Planlægning klassificeres højere end klasse 5.

Hele lokalplanområdets anvendelse fastsættes til erhvervsformål i form af arealkrævende virksomhed inden for miljøklasse 3 – 5 jævnfør Håndbog om Miljø og Planlægning, i form af datacenter med tilhørende service-, administration- og logistikfunktioner og lignende, herunder mindre tekniske anlæg, som er nødvendige for virksomhedens drift.

4.1 I lokalplanområdet må der ikke udstykkes grunde mindre end 15 ha. Lokalplanområdet kan udstykkes i overensstemmelse med lokalplanens områdeafgrænsning eller i princippet som vist på lokalplankortet, Bilag B.

 

4.2 Der kan uanset § 4.1 ske selvstændig udstykning til tekniske formål som fx. pumpestationer, transformere, højspændingsstationer og lignende uden krav til grundstørrelse eller antal ejendomme.

5.1 Primære og sekundære vejadgange til lokalplanområde fastlægges fra Storegade i en zone på 100 meter princippet som vist på lokalplankortet, bilag B.

 

5.2 Esbjerg Kommune skal godkende antallet af parkeringspladser, med hensyn til bygningernes anvendelse og byggelovens almindelige bestemmelser.

Parkeringsarealer til den enkelte virksomhed skal holdes på egen grund. Såfremt det i den konkrete sag vurderes ikke at være nødvendigt at anlægge det ovenfor krævede antal p-pladser, skal det anvises hvor på ejendommen, de manglende p-pladser kan etableres på et senere tidspunkt.

6.1 Nye tekniske forsyningsledninger, herunder højspænding, lavspænding, telefon, fiber og antenne, samt vand og varme, skal fremføres som jordkabler.

 

6.2 Der kan inden for lokalplanområdet opføres fritstående tekniske anlæg til brug for virksomhedernes drift, herunder højspændingsanlæg, transformere og master mv, solenergianlæg på tage og på terræn og lignende.

7.1 Bebyggelsesprocenten for hver enkelt ejendom må ikke overstige 45.

 

7.2 Bebyggelse må ikke have en højde på mere end 40 meter, målt fra højde over eksisterende terræn.


Dog må bebyggelse nærmere Storegade end højdebyggelinje som vist på lokalplankortet, Bilag B, ikke have en højde på mere end 20 meter, målt fra højde over eksisterende terræn.

 

 

7.3 Højdegrænsen i § 7.2 gælder ligeledes tekniske installationer og skorstene.

 

7.4 Eksisterende bebyggelse kan nedrives, herunder bevaringsværdig bebyggelse som vist på lokalplankortet, Bilag B på følgende ejendomme:

  • Storegade 294, matr.nr. 4c Tovrup, Esbjerg Jorder.
  • Storegade 298, matr.nr. 1a Tovrup, Esbjerg Jorder.
  • Storegade 302, matr.nr. 7f Tovrup, Esbjerg Jorder.

8.1 Facader skal på den enkelte ejendom fremstå som en helhed med hensyn til udformning, materialevalg, farver mv.

 

8.2 Udvendige bygningssider må udføres i en kombination af tunge og lette facadesystemer afhængigt af den bagvedliggende funktion. Tunge materialer kan være tegl, beton eller pudsede facader. Lettere facadebeklædning kan være facadeplader (metal eller andet plademateriale) eller lamelbeklædning (træ, metal, fiberbeton eller skærmtegl). Derudover kan facader fremstå med glaspartier.

 

8.3 Udvendige bygningssider skal fremtræde i materialernes naturfarver, i hvidt eller sort, samt grå og blålige toner. Indgangspartier og andre mindre bygningsdele kan fremstå i andre farver.

 

8.4 Til tagbeklædning må kun anvendes metal, zink, aluminium, eternit, tagpap eller grå/sorte natur- eller eternitskifer.

 

8.5 Facader og tage må ikke fremstå i reflekterende materialer eller signalfarver, der kan virke stærkt iøjnefaldende eller generende for omgivelserne.

 

8.6 Tekniske installationer, solenergianlæg og lignende på tage, skal afskærmes mod omgivelserne med murkrone eller skærm.

Opholdsarealer

9.1 Opholdsarealer for den enkelte virksomheds ansatte skal anlægges en passende størrelse i forhold til antal ansatte, som sammenhængende arealer med mulighed for sol og læ og skal skærmes med beplantning eller begrønnede hegn.

Opholdsarealer skal placeres i tilknytning til fælles funktioner, administration og lignende.

 

Regnvandshåndtering

9.2 Der udlægges areal til regnvandshåndtering, eksempelvis regnvandsbassiner med en principiel placering som vist på lokalplankortet, bilag B.

 

Regnvandshåndtering kan være regnvandsbassiner eventuelt delvist erstattes af andre LAR-løsninger inden for lokalplanområdet, som f.eks. regnvandsbede, kanaler, underjordisk bassin/rør m.v.

 

9.3 Regnvandsbassiner skal udformes med smalt vandspejl mellem bredder med høje kanter på min. 0,5 meter, med så stor vanddybde som muligt (principiel vanddybde min. 1,5 meter), og med tæt træbeplantning tæt ved bassinkanter.

 

Belysning

9.4 Udendørs belysning, herunder belysning af bygningsdele, afskærmede oplag, veje og parkeringsarealer mv., må etableres med en lyspunktshøjde på højst 6 meter og skal være afskærmet, så belysningen ikke er til gene for omgivelserne. Belysningen skal etableres som nedadrettet belysning med en maksimal udbredelsesgrad på 45 gr.

 

9.5 Der kan i forbindelse med virksomhederne og tekniske anlæg etableres udendørs belysning i større højde end nævnt i § 9.4 til brug for servicearbejde og ikke til daglig belysning. Lyskeglen skal være nedadrettet, og udbredelsesgraden må maksimalt være 25 gr.

 

Grønne forarealer

9.6 Der skal udlægges grønne forarealer med en minimumsbredde på 50 meter til lokalplanområdets afgrænsning mod Storegade og Esbjergmotorvejen, som vist på lokalplankortet, Bilag B.

 

9.7 Grønne forarealer skal henligge som ekstensivt plejede græsarealer. Der kan etableres beplantning som ikke er til gene for nedgravet tekniskanlæg, eksempelvis højspændingsledninger. Eksisterende beplantning kan indgå heri.

 

Regnvandshåndtering som eksempelvis regnvandsbassiner kan indgå i de grønne forarealer.

 

9.8 I de grønne forarealer må der ikke etableres bebyggelse, skiltning, hegning, parkering eller belægning. Undtagelse herfra er et lavt trådhegn med en maksimal højde på 1,2 meter, samt ved vejadgange, jf. § 5.1, hvor der kan udføres fast belægning og skiltning.

 

Beplantningsbælter

9.8 Der skal udlægges et beplantningsbælte på 10 meter bagved de grønne forarealer. Langs Storegade, den sydlige del af Esbjergmotorvejen og bag beskyttelseszonerne, som vist på lokalplankortet Bilag B.

 

9.9 Beplantningsbæltet skal bestå af flerrækkede træer og buske af hjemmehørende arter.

 

9.10 Inden for udlægget til beplantningsbælte kan der anlægges vejadgange jf. § 5.1, regnvandsbassiner jf. § 9.2 samt underjordiske rør og kabler.

 

9.11 Eksisterende træbeplantning i skel mod Esbjergmotorvejen, som vist på lokalplankortet Bilag B, må ikke fældes. Beplantningen skal opretholdes.

 

Diger

9.12 Der må ikke ske tilstandsændring af jorddiger, der fremgår af lokalplankortet Bilag B.

 

Hegn

9.13 Der må opføres et sikkerhedshegn i en højde op til 3 meter. Sikkerhedshegnet skal være transparent, fx trådhegn. Sikkerhedshegnet skal opføres på indersiden af beplantningsbælte mod omgivelserne eller bag grønne forarealer, hvor der ikke er beplantningsbælte, som er fastlagt i § 9.8.

 

Terrænregulering

9.14 Ved byggemodning af området kan terrænet udjævnes til plant niveau på arealer til den enkelte bebyggelse og tekniske anlæg mv.

 

9.15 Der må ikke udføres terrænregulering nærmere skel end 5 meter. Dette gælder dog ikke ved etablering af vejadgange eller regnvandshåndtering.

 

Oplag

9.16 Affaldsstationer og udendørs oplag skal afskærmes mod omgivelserne med beplantning, begrønnet trådhegn, begrønnet skærm eller fast mur i samme materiale og farve som bebyggelsen, så de ikke er synlige fra offentlige veje.

 

9.17 Anlæg til og arealer med opbevaring af olie og kemikalier skal ske på befæstede arealer med fast og tæt bund og med opkant, hvor overfladevand opsamles og ledes til regnvandsbassin.

 

Skiltning

9.18 Den enkelte virksomhed må kun reklamere med virksomhedens navn og logo. Der må ikke reklameres for enkeltprodukter og der må ikke skiltes på tagflader.

 

9.19 Skilte må ikke være gennemlyste – kun skrift og logo må fremtræde gennemlyste.

 

9.20 Der kan opsættes mindre henvisnings- og oplysningsskilte, samt nødvendige advarselsskilte omkring højspændingsstation, informationsskilte om brand og lignende.

 

9.21 Der kan opstilles ét fritstående skilt/en pylon med et areal over 1 m² pr. virksomhed ved primær adgangsvej til området fra Storegade. Skiltet må højst være 6 m højt målt fra terræn, og skiltefladens areal må ikke overstige 12 m². Skilt/pylon må ikke placeres i oversigtsarealer ved vejadgang.

10.1

Ved etablering af flere ejere af arealerne i lokalplanområdet, skal der oprettes en grundejerforening.

Grundejerforeningen skal oprettes efter aftale og godkendelse af Esbjerg Kommune.

11.1 Ny bebyggelse må ikke tages i brug, før:

  • de i § 5 nævnte vejadgange og parkeringspladser er etablerede
  • de i § 9 nævnte opholdsarealer, grønne for-arealer, beplantningsbælter og regnvandshåndteringer er etablerede.

 

Beplantningsbælter kan dog etableres senest ved førstkommende plantesæson efter ibrugtagning.

Lokalplanen aflyser ingen servitutter eller lokalplaner.

Overstående forslag til lokalplan 11-030-0008 udarbejdet efter Lov om planlægning, er vedtaget af Esbjerg Byråd den 13. oktober 2022.

 

Jesper Frost Rasmussen, Borgmester

Erik Jespersen, Direktør for Teknik & Miljø