Natura 2000-områder

Hvis det ikke kan udelukkes, at en plan eller et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af virkningerne på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningerne for det pågældende område, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2.

 

Det nærmeste Natura 2000-område er nr. 89 'Vadehavet', der ligger i en afstand af 2,5 km mod syd. Natura 2000 område omhandler habitatområde H181 'Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde', fuglebeskyttelsesområde F118 'Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb', samt Ramsarområde R24 'Vadehavet'.

 

På baggrund af afstanden og de planlagte erhvervs karakter skønnes planen ikke i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter at kunne påvirke Natura 2000-områder væsentligt.