Realisering af lokalplanen medfører behov for nedlæggelse af den offentlige vej Nordre Tovrupvej inden for lokalplanområdet. Nedlæggelse af vejen gennemfører Esbjerg Kommune i henhold til vejlovgivningens regler herom. Desuden nedlægges vejadgange til eksisterende beboelsesejendomme inden for området, der alle forudsættes nedlagte.
Etablering af nye vejadgange kræver Esbjerg Kommunes tilladelse i henhold til § 49 i Lov om offentlige veje. Ny vejadgang til erhvervsområdet etableres i en afstand af ca. 400 m fra motorvejsafkørslen.
Langs motorvejen er der tinglyst vejbyggelinje 50 meter fra vejmidte og 25 meter fra kørebanekant af motorvejsafkørslen, og ved Storegade er der tinglyst en vejbyggelinje på 17,5 meter fra vejmidte. Der må ikke opføres bebyggelse eller etableres faste anlæg inden for vejbyggelinjerne.
Vejbyggelinjerne er vejledende indtegnet uden tillæg på lokalplankortet, Bilag B.