Lufthavnens indflyvningszoner

Lokalplanområdet ligger indenfor lufthavnens indflyvningszoner, hvilket medfører restriktioner om bygningers højde. Udover ind- og udflyvningsflader i forlængelse af landingsbanen er der fastlagt hindringsfri flader som et horisontalt plan og uden for dette en konisk flade, som begge omfatter lokalplanområdet. Den horisontale flade er beliggende i et plan 45,0 meter over referencekoten for lufthavnen, der er angivet som kote 30 meter (DVR90).

Lokalplanens terræn ligger på det højeste sted i kote 30, og lokalplanen muliggør bebyggelse i op til 40 meter over terræn. Lokalplanen er derfor ikke i strid med lufthavnens højdegrænseplan. Der er desuden tinglyst servitut om, at ethvert projekt, der kan medføre luftfartshindringer og er højere end 25 meter over terræn, skal forelægges Statens Luftsfartsvæsen (nu:Trafikstyrelsen).

 

Af hensyn til at minimere risikoen for større flokke vandfugle og konflikt med lufttrafikken fra Esbjerg Lufthavn, skal regnvandsbassin udformes med smalt vandspejl mellem bredder, med så stor vanddybde som muligt, høje kanter på min. 0,5 meter og med tæt træbeplantning tæt ved bassinkanter.