I Kommuneplan 2022-2034 er området udlagt til blandet boligområde, hvilket lokalplanen følger ved at fastsætte anvendelsen i lokalplanområdet til boligområde. Blandet boligområde giver mulighed for at etablere etageboliger og lavt boligbyggeri såsom åben-lave og tæt-lave boliger.
For at understøtte udviklingen af forskellige boligtyper og herigennem medvirke til at opfylde Esbjerg Kommunes Vision omkring vækst, attraktive boligudbud og øget bosætning, er det væsentligt, at der flere forskellige steder i Esbjerg og oplandsbyerne findes et bredt udvalg af boligtyper og boformer. Det er vurderet, at der på denne placering, i sammenhæng med den mulige udvikling af den nordlige nabobebyggelse og Fiskeri- og Søfartsmuseet, kan tillades et så højt byggeri, da det herved giver mulighed for et anderledes og moderne boligudbud i området, samt en sammenhæng med de tilgrænsende naturområder og grønne kiler.