Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet er beliggende centralt i Esbjerg. Området ligger tæt på den indre bys mange funktioner, som handel, service og kulturinstitutioner. Desuden ligger den i relation til havnens erhvervsområder, der blandt andet indeholder virksomheder med produktionserhverv.

Kort, der viser kommuneplanens anvendelse og lokalplanens afgrænsning. Rød er udlagt som boligområde og blå er udlagt til erhverv.

Der er blandet bebyggelse omkring lokalplanområdet, der ligger blandt andet flere boligejendomme i tre etager, der er opført med røde teglsten.

Lokalplanområdet omfatter et areal på 4.165 m2. Området består i dag af flere ejendomme, der anvendes til forskellige formål. Den ene del af lokalplanområdet fungerer i dag som en del af det udendørs friareal, der hører til den eksisterende boligbebyggelse, der ligger mod nord, mens den syd-vestligste del anvendes til erhverv. En mindre del af lokalplanområdet anvendes til parkering for den eksisterende boligbebyggelse.

Projektets realisering forudsætter, at en del af arealet, der i dag anvendes til opholdsareal for de eksisterende boliger, inddrages som bebygget område. For at sikre, at der fremadrettet er tilstrækkelige opholdsarealer for både eksisterende og nye boliger, medtager lokalplanen hele det område, der i dag anvendes som opholdsareal. 

Lokalplanområdet i dag med den nærmeste eksisterende boligbebyggelse i baggrunden. Hovedparten af lokalplanområdet er i dag anvendt som græsplæne, legeplads og opholdsarealer.

Området afgrænses af Fiskebrogade mod syd og Morsøgade mod vest. Mod nord og øst følger lokalplanafgrænsningen ikke vej- eller stiforbindelser, men følger den forventede matrikelopdeling mellem eksisterende og ny boligbebyggelse.

Terrænet i området er relativt fladt. Der er dog en mindre terrænforskel, der betyder, at den syd-vestlige del af lokalplanområdet ligger lavere end resten af området. Dette er relevant ved etablering af ny bebyggelse i området. 

Den eksisterende bebyggelse inden for området består af en mindre erhvervsbygning i tegl. Opførelse af ny boligbebyggelse i området forudsætter, at den eksisterende bebyggelse nedrives. 

Der er i dag beplantning i form af træer og buske, der fungerer som randbeplantning ud mod Fiskebrogade. Beplantningen kan ikke bevares i sin fulde udstrækning, når lokalplanens muligheder udnyttes fuldt ud.