Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet ligger i den vestlige del af Gørding by syd for Aikevej.
Lokalplanområdet ligger vest for det eksisterende boligområde Åbrinken i Gørding. Området er beliggende ugeneret i Gørding og tæt ved naturområder. Gående og cyklende kan via stisystemer hurtigt komme rundt i byen, og skolebørn kan komme til skole primært på cykelstier. Desuden er der cykelforbindelse til Bramming.

Området omfatter et areal på ca. 55.000 m2.
Området afgrænses af en gård og Risagervej mod syd, Aikevej mod nord, boligbebyggelse ved Åbrinken mod øst og markarealer mod vest.

Lokalplanområdet er udlagt til boligformål, men anvendes i dag til landbrug.

Området ligger på kanten til Holsted ådal, og mod nord er der en flot udsigt mod åen og ådalen.

Terrænet i området er faldende fra nord mod sydøst. Langs Aikevej er der en kote på 22-23, og områdets terræn falder til kote 17-18 ved overkørslen til Risagervej.

Her ses lokalplanområdets svagt faldende terræn.

Der er ingen eksisterende bebyggelse i området.

Lokalplanområdet er mod vest, syd og øst afgrænset af eksisterende beplantningsbælter, som giver området en grøn indramning. Lokalplanens realisering forudsætter dog at en lille del af det eksisterende hegn mod vest flyttes, så det følger lokalplanafgrænsningen.


Her ses et af lokalplanområdets eksisterende beplantningsbælter i en højde af ca. 3-4 meter.