Baggrund

Baggrunden for lokalplanen er et ønske om at have et samlet og helhedsorienteret plangrundlag for udviklingen af Esbjergs indre by. Formålet er at skabe basis for en livlig bykerne og en fortsat stærk bymæssig udvikling i Esbjerg. Det er målsætningen, at lokalplanen kan understøtte kommunens Vision 2020, i forhold til de afgørende pejlemærker, der drejer sig om fortætning, byliv og aktivitet i Esbjerg.

Lokalplanen er initieret af en vedvarende interesse for udvikling af nye projekter i Esbjergs indre by. Projekter, der i en helhed kan medvirke til at berige den indre by, der i forvejen er præget af skiftende tiders arkitekturer og bygningsstørrelser, med nye elementer og kvaliteter.

Denne lokalplan erstatter over tredive af de hidtidige lokalplaner i Esbjergs indre by. Flere af de eksisterende planer overlapper hinanden, indeholder utidssvarende eller direkte modsatrettede bestemmelser. Det betyder, at lokalplanen forenkler administrationen i lokalplanområdet med positivt udbytte for alle parter.

På det bygningsmæssige niveau er det ønsket, at lokalplanen skal udstikke en række enkle principper for omfang, placering og udformning af nye byggerier i området. Desuden skal lokalplanen opstille nye vilkår for ændringer på den store gruppe eksisterende bygninger i området, der er udpeget som bevaringsværdige.

På det byrumsmæssige niveau er det ønsket med lokalplanen, at fastholde de primære parker og pladser i området, der bidrager til bylivet, fx som åndehuller, samlingssteder og aktivitetspladser. Desuden skal lokalplanen biddrage til at sikre gennemskuelige vilkår for nogle af de passager og stier i den indre by, der skaber fodgængerforbindelser på tværs af karreer og giver muligheder for at sætte gårdrummene i spil som en del af den aktive by.