Trafikale forhold

Der er tale om et eksisterende byområde med et fuldt udbygget gadenet. Området er afgrænset således, at der ligger flere primære veje lige uden for lokalplanafgrænsningen, samt to, der går igennem lokalplanområdet.

Ved lokalplanens vedtagelse er der flere gadetyper indenfor området, herunder fx gågader, sivegader og gader med cykelstier. Fællestrækket i gadenettet er, at det følger det oprindelige gridnet, der igennem byens korte historie har virker som et grundlæggende og strukturende element for bebyggelse og færdsel i Esbjergs indre by.

Lokalplanen sikrer muligheder for at ændre på udformning og indretning af gaderne i området således at byen kan tilpasses til skiftende tiders behov. Lokalplanen sikrer dog, at ændringer kun sker således, at den grundlæggende gridstruktur respekteres.

Parkering

Lokalplanen indeholder ikke krav om etablering af parkeringspladser, da der findes et parkeringsregulativ for området. Parkeringsregulativet fastlægger retningslinjer for udformning og omfang af parkering. Parkeringskrav fastlægges i forbindelse med byggetilladelser.

Lokalplanen stiller krav om, at offentlige p-pladser genetableres i et tilsvarende antal, når der nedlægges offentlige p-pladser inden for lokalplanområdet. Herved sikres det, at der fastholdes offentlige p-pladser til at betjene området uanset hvilken fortætning der sker i området.

Parkering i området kan etableres som p-kældre, som p-huse eller som parkering på terræn.

I forbindelse med lokalplanen vurderes det, at bymæssig fortætning med boliger, butikker og erhverv muligvis vil medvirke til at øge biltrafikken i området. Den øgede trafik vil dog have en begrænset betydning i forhold til den samlede trafik, der i forvejen er i området.