Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet er beliggende i den nordlige del af Ribe, Ribe Nørremark hvor den forhenværende Nørremarksskole tidligere lå placeret. Skolen blev i 2019 nedrevet, hvorfor en del af området fremstår som nedrivningstomt, mens den resterende del af arealet er udlagt som grønne arealer og boldbaner.

I forbindelse med nedrivningen blev en mindre halbygning med gymnastiksal og omklædningsfaciliteter bevaret. Denne er efterfølgende blevet solgt til en nærtliggende privatskole, som ligeledes har købt en del af det omgivende areal med henblik på etablering af udendørs idrætsfaciliteter.

Området omfatter et areal på ca. 7.26 ha. og grænser mod nord op til et parcelhuskvarter, adskilt fra området af et bredt læbælte. Mod øst afgrænses området af Engparkstien som en grøn stiforbindelse gennem hele den nordøstlige del af Ribe og på den anden side af denne ligger boligområdet Rønnebærparken bestående af tæt-lav bebyggelse. Området er således placeret centralt omgivet af boligområder, idet der på modsatte side af Sornigvej mod vest ligeledes er udlagt et større område med både tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse.

Mod syd, på den anden side af Mosevej, ligger den eksisterende børnehave og Ribe Fjernvarme og umiddelbart syd herfor, Tved Å.

Planområdet er omkranset af et bredt beplantet bælte, som er medvirkende til at opretholde hele bydelens grønne karakter med læbælter, allétræer, græsrabatter og grønne stiforbindelser, som forbinder de enkelte boligområder og skaber sikre forbindelser for bløde trafikanter.

Terrænet er forholdsvist jævnt beliggende i kote 3.5 til 4.5. Det lave terræn gør dog også området udsat overfor oversvømmelser i forbindelse med store nedbørsmængder, hvilket der skal tages højde for under projekteringen.