I henhold til Spildevandsplan 2022-2027 er området planlagt spildevandskloakeret. Overfladevand må således ikke udledes til det offentlige kloaksystem, men skal håndteres på egen grund, f.eks. ved nedsivning.
Planområdet er ydermere relativt lavt beliggende med terræn i kote 3.5 til 4.5. Af kommuneplanen fremgår det at en stor del af arealet er omfattet af en håndtérbar oversvømmelsesrisiko, mens der særligt i det nordøstligste hjørne af planområdet er alvorlig risiko for oversvømmelse.
Lokalplanen fastlægger delområder, inden for hvilke, der må opføres bebyggelse. Arealerne med høj oversvømmelsesrisiko udlægges som selvstændigt delområde uden mulighed for bebyggelse.
I delområde C muliggøres endvidere etablering af et regnvandsbassin for opstuvning af overfladevand ved skybrudshændelser.