Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000- områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.
Det er i forbindelse med feltbesigtigelse konstateret, at planområdet overlapper med flere områder, der potentielt kan være raste- eller yngleområde for arter opført på habitatdirektivets bilag IV. Besigtigelsen samt data fra eksisterende databaser har i den forbindelse vist, at der kan findes flere arter af flagermus i eller nær planområdet, mens der ikke findes bilag IV-padder inden for planområdet, dog er der registreret strandtudse ca. 2,1 km fra planområdet. Der er desuden gjort flere registreringer af fredede og/eller rødlistede arter i eller nær planområdet.
Forholdet er nærmere beskrevet og vurderet i miljørapporten, der fremlægges sammen med lokalplanforslaget.
Bygninger skal undersøges nærmere for flagermus inden nedrivning. Såfremt træer med hulheder ønskes fældet, skal det ske i henhold til artsfredningsbekendtgørelsens bestemmelser. I forbindelse med flagermusundersøgelser af området i 2022 viste resultaterne, at planområdet ikke vurderes at fungere som yngle- eller rasteområder for flagermus.
På baggrund af Natura 2000 væsentlighedsvurderingens konklusioner, medfører planen ikke aktiviteter eller forhold, der vurderes at kunne indebære en beskadigelse af yngle- og rasteområder for bilag IV- arter i deres naturlige udbredelsesområde eller påvirke den økologiske funktionalitet af områder for beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV.