På baggrund af et konkret ønske fra bygherre, Copenhagen Infrastructure Partners om at etablere et Power-to-X-anlæg (PtX-anlæg), danner nærværende planlægning rammen om et teknisk anlæg for et område ved Måde, der kan producere ammoniak i stor skala ved at omdanne grøn strøm fra vind og sol. Netop brug af vedvarende energikilder gør placeringen af anlægget nær Esbjerg Havn og Nordsøen optimal. Ammoniakken skal indgå som klimavenligt produkt til hhv. gødning i landbrugssektoren og brændstof til skibssektoren.
Ønsket er i overensstemmelse med Esbjerg Kommunes Vision 25 og Danmarks generelle forpligtigelser på klimaområdet, herunder i udviklingen af PtX-løsninger. I Vision 2025 – Vækst – Bæredygtig EnergiMetropol har Esbjerg Kommune et fokus på bevarelsen af kommunens styrkeposition indenfor bæredygtig energiproduktion og forbrug. Dette omfatter både mere miljøvenlige og energieffektive metoder indenfor produktion og anvendelse. Esbjerg Kommune har også en målsætning om at understøtte synergieffekter mellem eksisterende og nye energivirksomheder der kan skabe incitamenter til nye forretningsmodeller og teknologier.
Anlægget forventes desuden at producere store mængder overskudsvarme, der kan indgå i den fremtidige fjernvarmeforsyning af Esbjerg by, samt bidrage til at udjævne variationer i udbud og efterspørgsel i energiforsyningen og således være med til at understøtte den grønne omstilling i energisektoren.
Lokalplanen har til formål at muliggøre etablering af risikoerhverv i miljøklasse 4-7 herunder i form af PtX-anlæg til fremstilling af brint og ammoniak, herunder de nødvendige procesanlæg og transformerstation, der skal til for realiseringen af en PtX-virksomhed. Virksomheden vil primært bestå af tekniske anlæg, oplagstanke, kontor- og logistikbygninger samt anlæg til regnvandshåndtering.
Lokalplanen har ligeledes til formål at sikre områdets vejbetjening fra Mådevej og Måde Industrivej, at området klimasikres, primært ved hævning af terræn, men også ved at fastlægge principiel placering af regnvandsbassin samt at bebyggelse og anlæg indpasses i forhold til det omgivende åbne landskab.