Lokalplanområdet er beliggende i Ribe Øst og omfatter et areal på 157.860 m2.
Lokalplanområdet anvendes i dag som boligområde i en hovedsageligt åben/lav struktur med enkelte rækkehuse og højere etagehuse iblandt.
Området afgrænses af mod syd af Tangevej og Idræts Alle, mod nord af Seminarievej, mod øst af Terpagersvej, Kinchsvej og Havedal, mod vest af jernbanearealerne. Alle grunde på Terpagersvej og Havedal er omfattet af planen.
Terrænet i området er generelt fladt, med små terrænforskelle i kote 4-6.
Den eksisterende bebyggelse i området består af villaer, parcelhuse og rækkehuse fra starten af 1900-tallet og frem. Husene fremstår i en variation af stilarter, og er generelt godt vedligeholdt, om end det oprindelige udtryk flere steder er fraveget til fordel for andre, moderne løsninger. Enkelte steder er flere huse bygget i en arkitektonisk sammenhæng, eksempelvis Valdemar Sejrs Alle 16-22, der blev opført som fire ens dobbelthuse i 1920'erne. Flere steder ses der eksempler på bebyggelse der ikke er af en tilstrækkelig kvalitet, eller en passende udformning til at passe ind i kvarteret.
Området fremstår som et grønt område med private haver, men adskiller sig generelt fra senere parcelhuskvarterer ved fraværet af høje hække, der hindrer indkig til forhaverne. Området har således et åbent udtryk på gadesiden, og sammen med en forholdsvis konsekvent placering af bygningerne langs vejnettet, danner dette et veldefineret offentligt gaderum.