Lokalplanens indhold

Intentionen med lokalplanen er at sikre Tangekvarterets æstetiske og historiske værdier som et gammelt boligkvarter. Dette sikres dels på bygningsniveau, dels på bydelsniveau.

Derfor retter en del af lokalplanens bestemmelser sig mod at bevare eller genskabe kvaliteter i de enkelte bygninger der definerer kvarterets karakter. Der sigtes mod at langt de fleste eksisterende bygninger fastholdes i deres oprindelige udtryk. Bestemmelserne har et særskilt fokus på bevaringsværdige bebyggelse, altså bygningerne med den største arkitektoniske og kulturelle værdi, i området. Her stilles der højere krav til kvalitet og originalitet ved indgreb i bygningernes udtryk.

For at sikre kvaliteterne i bydelen som helhed, er det væsentligt at ny bebyggelse indordner sig områdets karakter, hvorfor der i bestemmelserne stilles krav til placering, materialitet og formsprog på nye tilføjelser til området. Inden for disse rammer vurderes det at bygninger med et moderne udtryk kan indpasses i Tangekvarteret på en harmonisk måde.