Lokalplanen fastlægger, at der ikke må etableres høje hegn der blokerer for indkig til forhaverne i området. Tangekvarteret har generelt få høje hække og plankeværker, som det ellers kendes fra andre boligkvarterer. Det betyder at kantzonen mellem bygning og vej derfor fremstår åben, hvilket skaber mulighed for interaktion mellem beboere og forbipasserende og effektivt iscenesætter de mange flotte bygninger i området. En bevaring af Tangekvarterets byrumsprofil er derfor et vigtigt led i at fastholde det særlige miljø på stedet. Derfor forhindrer lokalplanen at forhaverne i området bliver bebygget langs vejen med eksempelvis skure, garager eller høje hegn.
Lokalplanen indeholder derudover bestemmelser om omfang og placering af opholdsareal, så beboerne sikres adgang til attraktive udendørs områder. Dette er relevant ved ny bebyggelse, og særligt ved større projekter, er det essentielt at sikre kvaliteten af de grønne arealer.