Bestemmelser

Lokalplanen har til formål

at sikre området anvendt til let erhverv,

at sikre området indpasset i den omgivende bebyggelse og

at sikre afværgeforanstaltninger mht. oversvømmelse.

2.1
Lokalplanen afgrænses som vist på Matrikelkort Bilag A og omfatter matr.nr. 3b Strandby, Esbjerg Jorder, samt alle parceller der efter byrådets 1. behandling af lokalplanen udstykkes heraf.

2.2
Ved den offentlige bekendtgørelse af lokalplanens vedtagelse fastholdes området i byzone.

3.1
Området udlægges til erhvervsformål.

3.2
Området må kun anvendes til erhverv i miljøklasse 1-3 med ikke-miljøbelastende virksomheder, engroshandel, distribution, liberale erhverv samt fritidsanlæg.

4.1
Mindre skelreguleringer og udstykning til vej, sti og forsynings- eller afløbsledning eller afløbsanlæg samt friareal er tilladt.

5.1
Området skal vejbetjenes fra Gl. Færgevej, mens varelevering og renovation skal ske via Vesterhavsgade i overensstemmelse med principperne vist på Lokalplankort Bilag B.

5.2
Området skal indrettes således, at varelevering og affaldshåndtering kan ske uden bakning med lastbil til og fra offentlig vej, samt hvor der naturligt er fodgængertrafik.

5.3
Parkering skal etableres som fælles parkeringsareal efter principperne, som vist på Situationsplanen Bilag C, samt følge dimensionering og afstandskrav efter principperne vist nedenfor.

Illustration af dimensionering og afstandskrav for parkeringsareal.

5.4
Der skal sikres fri oversigt ved adgangsveje til og fra Gl. Færgevej, ved placering af stoplinje ved vejskel.

5.5
Der skal mindst anlægges 1 parkeringsbås pr. 100 m2 sportshal, lagerbygning eller tilsvarende, samt 1 parkeringsbås pr. 50 m2 facilitetsbygning, klinikker eller tilsvarende.

5.6
Der skal etableres cykelparkeringspladser med mindst 1 bås pr. 100 m2 etageareal inden for byggefeltet.

5.7
Parkeringsarealer med mere end 50 p-båse skal forsynes med spredt træbeplantning i grøn bund. Der skal mindst etableres et træ ud for hver 8. parkeringsbås. Se illustration.

Illustration med et træ per 8. parkeringsbås.

5.8
Belysning af opholdsarealer og parkeringsarealer skal etableres ved opstilling af armatur med en lyspunkthøjde på højst 5,5 meter og skal være udformet således, at lyskeglen ikke er til gene for omgivelserne.

5.9
Der skal etableres en adgang til opholdsarealerne i overensstemmelse med principperne vist på Situationsplanen Bilag C, så bløde trafikanter ikke skal krydse veje og parkeringsarealer. 

5.10
Langs Gl. Færgevej skal der etableres en trærække efter principperne, vist på Situationsplanen Bilag C. Plantebede til træer skal som hovedregel være 1,2 meter brede.

5.11
Hvert træs rodvenlige bærelagssystem skal have et volumen på min. 16m3 vækstmedie. Ved vækstmedie forstås den jord, hvori der kan forekomme rodvækst. Det strukturbærende system af plast eller sten skal ikke medregnes.

5.12
Henstilling af busser samt last- og flytte- og fragtbiler og lign. på eller over 3.500 kg, må ikke finde sted inden for lokalplanområdet.

6.1
Nye tekniske forsyningsledninger, herunder højspænding, lavspænding, telefon og antenne, skal fremføres som jordkabler.

6.2
Til forsinkelse og evt. nedsivning af regnvand, kan der etableres forskellige LAR løsninger, herunder etablering af forsinkelsesbassin.

6.3
Der skal indrettes anlæg til fælles opsamling af affald og genbrugsmaterialer som papir, glas, metal og lignende, evt. som molokker.

7.1
Bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet må ikke overstige 100 %.

7.2
Bebyggelse må kun placeres inden for byggefelt B1 og B2 som vist på Lokalplankortet, Bilag B.

7.3
Bebyggelse skal etableres med en terrænkote på 4 m DVR90.
Bygningerne kan stormflodssikres ved skodder til dørene, vandtæt ydermur eller lign.

7.4
Bebyggelse indenfor byggefelt B1 må maks. have en højde på 10 m målt fra terrænkote 4 m DVR90 og bebyggelse indenfor byggefelt B2 må maks. have en højde på 12 m målt fra terrænkote 4 m DVR90.

7.5
Mindre bygninger og tekniske anlæg til områdets forsyning og drift skal opføres min. 10 m fra Gl. Færgevej. Bygninger, såsom transformerstation, må opføres med maks. 10 m2 og ikke højere end 2,5 m over terræn. Disse småbygninger skal udformes og placeres med hensyntagen til omgivelserne og den øvrige bebyggelse, enten som tilbygning, indbygget i bebyggelsen eller afskærmet med beplantning.

7.6
Tekniske installationer på tage skal inddækkes, må maks. være 2 m højere end taget og skal placeres i en afstand til facaden proportionalt med den tekniske installations højde, dvs. en teknisk installations højde på 1 m skal placeres 1 m fra facaden. De tekniske installationer må dog ikke medføre overstigning af bebyggelseshøjden jf. § 7.4.  

7.7
I byggefelt B1 og B2 må ventilationsanlæg ikke opføres på facaden i retning af Gl. Færgevej, og ventilationsanlæg på tage skal afskærmes mod nord og øst.  

7.8
Fritstående skilte, flagstænger, legeredskaber og udendørs fritidsaktiviteter skal opføres, så de er synlige fra Gl. Færgevej.

7.9
Affaldsgård og andre øvrige faste konstruktioner skal opføres eller afskærmes, så de ikke er synlige fra Gl. Færgevej.

7.10
Afværgeforanstaltninger for stormflodssikring i lokalplanområdet må alene ske som en fælles sikring mod stormflod langs havneområdet. Valg af LAR-løsninger og konstruktionstyper skal følge risikostyringsplanens principmuligheder.

8.1
Bygningernes facader skal fremtræde i mursten, beton, og facadeplader af fx træ, glas, metal, akrylglas og fibercement, med mulighed for skydedøre eller porte der kan hæves eller trækkes fra. Se illustration.

Illustration med skydedøre der kan trækkes fra.

8.2
Solceller/solpaneler/solfanger og lignende skal etableres som en integreret del af bygningerne og må ikke opføres i reflekterende materiale, der kan medføre blændingsgener for naboer og genboer.

8.3
Solenergianlæg skal placeres samlet på den enkelte tagflade.

8.4
Belysning af udendørs padelbane, fitness og torv med aktiviteter skal etableres ved opstilling af armatur med en lyspunkthøjde på højst 5,5 meter og skal være udformet således, at lyskeglen ikke er til gene for omgivelserne.

8.5
Skiltning på facader skal etableres plant med bygningens facade og må ikke etableres på taget eller over det flade tags murkrone.

8.6
Skiltning skal have direkte tilknytning til ejendommens anvendelse.

8.7
Skilteformen på bygninger skal tilpasses bygningens arkitektur og udføres med enkeltbogstaver og udskårne logoelementer.
Belysning skal være coronabelysning.
Løbende og blinkende lysreklamer tillades ikke.
Pladeskilte tillades ikke.

9.1
Ved nybyggeri skal der sikres opholdsareal svarende til mindst 5 % af etagearealet. Opholdsarealer skal anlægges som velbeliggende og sammenhængende arealer med mulighed for sol og læ.

9.2
Opholdsarealer skal friholdes for bebyggelse og oplag.

9.3
Som minimum skal tag- og overfladevand fra 40 % af ejendommens areal nedsives, hvis nedsivning ikke er muligt kan det tillades at det forsinkes internt i lokalplanområdet.

9.4
Det skal sikres, at bolde fra udendørsaktiviteter ikke kan ryge ud på omkringliggende veje og parkeringsarealer, fx ved afskærmning, hegning og overdækning.

10.1
Ny bebyggelse skal være tilsluttet kloak-, vand- og elnet, før den tages i brug.

10.2
Før ny bebyggelse tages i brug skal de i afsnit § 5 og § 9 nævnte beplantnings-, vandhåndtering og parkeringsarealer være etableret.

11.1
Efter den endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af denne lokalplan ophæves og aflyses følgende lokalplan:
Lokalplan 256 for et område mellem Vesterhavsgade og Gl. Færgevej, indberettet til plansystemDK/tinglyst den 7. 12.1994.

Ovenstående Lokalplan nr. 01-015-0006 udarbejdet efter Lov om planlægning, er endeligt vedtaget af Plan & Byudviklingsudvalget den 02.06.2022.

Jesper Frost Rasmussen, Borgmester

Erik Jespersen, Direktør for Teknik & Miljø