Lokalplanområdet ligger i Vesterbyen, Esbjerg By, mellem havne- og boligområder sydvest for Strandby Plads og umiddelbart nord for Gl. Færgevejs udmunding i Vesterhavsgade.
Matr.nr. 3b Strandby, Esbjerg Jorder udgør lokalplanområdet, med et grundareal på ca. 6.384 m2. Grunden har tidligere været anvendt af Esbjerg Tivoli, der lå ud til havet, hvoraf navnet ”Tivoligrunden”. Grunden ligger uudnyttet hen og er lettere tilgroet med græs og små træer og terrænet er fladt til svagt kuperet. Arealet afgrænses mod vest til Vesterhavsgade, mod sydøst af Gl. Færgevej og mod nord til indkørselsareal til blandet erhverv og boliger.
Lokalplan afgrænsning er markeret med rødstiplet linje.
Lokalplanområdet i rødstiplet linje. Her ses et fladt terræn indenfor lokalplanafgrænsningen.
Området var i det forrige århundrede et yndet forlystelsessted og var langs Gl. Færgevej bebygget med bl.a. en restauration med festsal, en cirkusbygning med tilhørende stalde, en karrusel og lysthuse. Området, som dengang lå helt ud til standen, blev efterhånden omringet af erhvervsejendomme og mistede karakteren af forlystelses- og udflugtssted. Bebyggelsen forfaldt og i 1982 blev de sidste rester fjernet.
Omgivelserne syd og vest for planområdet er havneområder, hvilket vil sige erhvervsbebyggelser med tilknytning til Esbjerg havn. Mod nord og øst er de nærmeste omgivelser karréer med blandet bolig- og erhvervsbebyggelse. Der blev i 1994 vedtaget en lokalplan for området, der udlagde området til erhvervsformål i etagebebyggelse, hvilket stadig gælder i dag. Bebyggelsen skulle opføres som randbebyggelse med en højde på op til 12 m og maks. 3 etager.
Klip fra Lokalplan 256, fra 1994.