Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Lokalplanen er screenet, og det er vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.

Lokalplanen er omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, 10b og 13a. Da der er tale om et område med udvidelse af et eksisterende parkeringshus på lokalt plan, er der ikke obligatorisk miljøvurderingspligt.

Planen er screenet, og der er redegjort for de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen.

I forbindelse med, at Sydvestjysk Sygehus ombygges og udvides til et akutsygehus, er der blevet konstateret manglende parkeringskapacitet.

På den baggrund er flere mulige placeringer undersøgt: en tilføjelse af tre dæk til det eksisterende p-hus på Nørrebrogade (A) og et nyt p-hus placeret 3 steder på sygehusets parkeringsplads syd (B/B1/B2).

Placeringerne er vurderet ud fra en lang række parametre, herunder trafikale hensyn, støj, kulturmiljø, bevaringsværdige bygninger, skyggepåvirkninger, indpasning i byrum, beredskab, afstande, anlægsøkonomi og følgevirkninger.

På baggrund af samtlige parametre er det blevet konkluderet at placering A er den bedste.

Det er derfor placering A der indgår i kommuneplanændring 2020.56 og lokalplan 01-080-0010 og denne afgørelse.

Der er desuden udarbejdet et teknisk notat, ”Redegørelse for trafik, støj og visuel fremtræden angående parkeringshus ved Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg”, der belyser konsekvenserne ved udvidelse af parkeringshuset i forhold til trafikkapacitet og – sikkerhed på influensvejnettet, støj fra personbiler samt skyggekast og den visuelle fremtræden ved udvidelse med yderligere tre etager.