I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) skal lokalplan og kommuneplanændring ledsages af en miljøvurdering af planforslagene.
Samtidig er havneudvidelsen som projekt omfattet af krav om Miljøkonsekvensvurdering både i relation til ovenstående lovgivning og Bekendtgørelse om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne (BEK nr 450 af 08/05/2017).
Idet kravene til indholdet i miljøvurderingen af planerne og miljøkonsekvensvurderingen for projektet (VVM) er næsten identiske, er miljøkonsekvensrapporten suppleret, således at den ligeledes opfylder kravene til miljøvurderingen af planforslagene.
Miljøvurderingen af lokalplanen og kommuneplanændringen indgår således i miljøkonsekvensrapporten, og der henvises til denne for en vurdering af planens potentielle indvirkning på miljøet og en nærmere beskrivelse af, hvordan de to vurderinger er integrerede.
I miljøkonsekvensrapporten redegøres for planernes miljøpåvirkninger. Der redegøres desuden for, hvilke afbødende foranstaltninger, der opstilles for at imødegå de påviste miljøpåvirkninger. Der redegøres for de vurderede alternativer, ligesom der opstilles et overvågningsprogram.
I miljøkonsekvensrapporten indgår et ikke teknisk resumé, der oversigtligt redegør for miljøpåvirkningerne og de afbødende foranstaltninger.