Baggrund og formål

Baggrunden for denne lokalplan er et ønske om at skabe mulighed for Esbjerg Havns fortsatte udvikling ved at sikre udbygningsmuligheder af havnen, da det forventes at kapaciteten på de eksisterende havnearealer i løbet af nogle år vil være fuldt udnyttet. Lokalplanen skal således sikre, at området efter opfyldning af søterritoriet kan anvendes til havneformål.

Esbjerg Havn er førende inden for havbaserede vindmølleaktiviteter i Nordsøregionen og dansk knudepunkt for olie- og gasindustrien. I de kommende år forventes en fortsat vækst inden for havnerelaterede erhverv, og forud for lokalplanen er der udarbejdet en markedsanalyse og prognose for udviklingen havnens aktiviteter og det heraf følgende behov for arealer og kajmeter i perioden 2017 til 2030.

Markedsanalysen viser, at det særligt er aktiviteter, der knytter sig til offshore-vind, olie og gas samt tung fremstillingsindustri og vækst i godsomsætningen, som vil medføre et øget behov for udbygning af havnefaciliteterne. Dette er udgangspunktet for en yderligere udvidelse af Esbjerg Havn med ca. 61 ha.

Anvendelse og bebyggelse af de indvundne arealer til havneformål kan først ske efter vedtagelse af en lokalplan for området. Nærværende lokalplan har til formål at sikre, at de indvundne arealer kan anvendes til havneformål, samt at der fastsættes bestemmelser for den konkrete disponering og udførelse af bebyggelse og anlæg på havnen, således at bebyggelse sker med omtanke for de omkringliggende omgivelser.