Omfang og placering
Lokalplanen giver mulighed for at etablere bebyggelse på de nye havnearealer med et samlet fodaftryk på op til 10% af områdets areal svarende til ca. 61.000 m². Området vil derved have en relativt lille andel bygninger, og hovedparten af havnearealerne forventes anvendt som fleksible havnearealer med oplag.
Der gives dog mulighed for, at der inden for den enkelte ejendom må være en bebyggelsesprocent på op til 50, således at der kan ske udstykning af mindre grunde omkring de bebyggelse, der etableres i området. Dette ændrer ikke ved, at det maksimale, samlede fodaftryk i området skal forblive på 10 %.
Bebyggelse i området skal opføres med en orientering efter et udlagt grid der sikrer at bebyggelsen opføres parallelt eller vinkelret med havnens mole mod syd, samt at alle bygninger opføres med samme retning, således at der skabe en visuel rolig bygningsstruktur set fra de omgivende områder.
Lokalplanen giver dog mulighed for at byggeri opført omkring kajgaden, beliggende i en afstand af maksimalt 100 meter fra kajkanten, må orienteres så de følger kajkantens retning.
Lokalplanen fastsætter ikke byggefelter, men sikrer at bebyggelse opføres i afstand til veje svarende til ½ x bygningens højde, dog min 5 meter fra fordelingsvejen og 2,5 meter fra øvrige veje samt skel.
Der er fastlagt en maksimal bygningshøjde på 30 meter for hele lokalplanområdet. Dog må mindre bygningsdele opføres i op til 35 meter, for eksempelvis at sikre tilstrækkelig produktionshøjde på en virksomhed, men inden for et begrænset areal. De maksimale bygningshøjder er fastsat som en afvejning mellem de potentielle havneaktiviteter og en tilpasning til bymiljø og landskab.
Kraner i form af gantrykraner, mobilkraner, specialkraner samt øvrige transportmateriel og losseanlæg er ikke omfattet af højdebegrænsningerne og kan etableres i en højde, som er nødvendig for havnens drift.
Områdets ubebyggede havnearealer forventes primært at blive anvendt til havneaktiviteter i form af oplag af gods såsom massegods, projektgods som sten, grus, biler, vindmøllekomponenter, maskindele, containere mv. Lokalplanen fastsætter bestemmelser for højder på oplag, der sikrer, at der i delområde A, der er beliggende ud mod åbent vand mod syd og mod byen, ikke må opstilles oplag med en højde på over 30 meter, svarende til den maksimale bygningshøjde i området.
I forbindelse med udskibning af eks. vindmølletårne og lignende, kan det være nødvendigt med højere oplag. Inden for delområde B, der er beliggende tæt ved kajen, er derfor ikke fastsat en maksimal højde på oplag. Oplaget er i stedet reguleret ved fastsættelse af det begrænsede arealudlæg inden for delområdet.
Aktiviteter og oplag på den eksisterende havn. Foto: Esbjerg Havn.
Aktiviteter og oplag på den eksisterende havn. Foto: Esbjerg Havn.
Bebyggelsens udseende
Facader på ny bebyggelse må udføres i tegl, beton, træ, metal og metalbeklædning. Facaderne skal holdes i lyse grå toner inden for en skala 20-40% sort. Dette skal sikre ensartede og afdæmpede farver, der både harmonerer med det øvrige byggeri på den eksisterende havn, samt har en tone, der falder ind i omgivelser med himmel. Mindre bygningsdele såsom indgangspartier og blændefelter må opføres i andre materialer og farver, dog ikke signalfarver.
Vinduespartier må maksimalt udgøre 20 % af facadearealet, for at sikre, at bygningerne ikke fremstår med store glaspartier, der kan lyse unødvendigt op i området, når det er mørkt.
Skrå tagflader, der er synlige for omgivelserne, skal ligeledes fremstå i gråtoner svarende til bebyggelsens facader eller en tone mørkere.
Der må ikke anvendes blanke reflekterende materialer til tag eller facader, for at mindske blændingsgener og visuel påvirkning.
Permanente anlæg som kraner, losseanlæg, anlæg til belysning og lignende, må kun fremtræde i dæmpede grålige og blålige nuancer, så de ligeledes visuelt virker mindst muligt dominerende.