Inden for lokalplanområdet skal ubebyggede, befæstede arealer etableres med kørefast belægning, eksempelvis i form af asfalt, fliser, skærver, stabilgrus eller lignende, så havnearealerne fremstår som plane, fleksible arealer.
Mod nord giver lokalplanen mulighed for etablering af et havnekajanlæg med tilhørende kajgade i en bredde af ca. 50 meter. Kajgaden skal friholdes for bebyggelse, så den kan anvendes til kajrelaterede aktiviteter med midlertidige anlæg samt midlertidigt oplag af gods og lignende. Der må opstilles kraner, laste- og losseaggregater og lignende, som kan være monteret på skinneanlæg inden for kajgaden.
I forbindelse med virksomheder på havnen, sikrer lokalplanen at der etableres opholdsarealer til virksomhedernes personale. Disse skal have mulighed for sol og læ, og der skal udlægges arealer svarende til mindst 5 % af virksomhedens etageareal. For de bygninger på ejendommen, der udelukkende anvendes til lager, skal der sikres opholdsareal svarende til mindst 2,5 % af etagearealet.