Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Beskyttelsen omfatter de enkelte arter og deres yngle- og levesteder.
Esbjerg kommune har ikke specifikt kendskab til forekomst af bilag IV arter i projektområdet, men kan dog ikke udelukke at enkelte arter kan forekomme eller, at der findes levesteder og rasteområder for arterne i området. Det er i den forbindelse ikke udelukket at der kan findes odder, spidssnudet frø, grøn kølleguldsmed, snæbel og flere arter af flagermus i lokalplanområdet.
Odder er tilknyttet vandløbet og findes i hele Jylland. Derfor antages den også at findes i Sneum Å. Odder er særligt følsom overfor forstyrrelser nær dens ynglepladser. Det er dog Esbjerg kommunes vurdering, at odderen ikke yngler tæt på efterskolen, da arten generelt foretrækker at føde og opfostre sine unger på uforstyrrede lokaliteter. Da odderen er meget mobil og dens territorier og fødesøgningsområder ofte er store, vurderes det at evt. forstyrrelser i form af larm og lysindfald til vandløbet ikke vil påvirke odderens fødesøgning. Det er således Esbjerg Kommunes vurdering at projektet, samlet set ikke vil påvirke odderens levevilkår i området.
Flagermus kan forekomme i lokalplanområdet og er i den forbindelse ofte tilknyttet forskellige former for beplantning eller skov. Derfor er projektområdet blevet undersøgt for egnede levesteder eller rasteområder for flagermus. Der er i forbindelse med besigtigelse af træerne i lokalplanområdet, ikke fundet træer der kan fungere som levesteder for flagermus. Det vurderes derfor, at ved evt. fældning af træer ikke vil påvirke levesteder for flagermus. I forbindelse med undersøgelsen er der fundet potentielle overvintringssteder for bla. sydflagermus i en af bygningerne, som indgår i projektet. Det kunne dog hverken af- eller bekræftes, at bygningen faktisk blev brugt af flagermus.
Bygning der måske skal nedrives og potentielt kan huse flagermus er markeret med gul cirkel.
Bygning der måske skal nedrives og potentielt kan huse flagermus er markeret med gul cirkel.
Da forekomsten af flagermus ikke kan udelukkes, skal der foretages en konkret eftersøgning for flagermus i bygningen inden renovering eller nedrivningen af denne sættes i gang. Det er i den forbindelse ikke givet at renoveringen eller nedrivningen kan foretages som planlagt, hvis der skulle findes flagermus i bygningen på tidspunktet for igangsætningen af arbejdet. Hvis der findes flagermus i bygningen, skal arbejdet således udføres under hensyntagen til flagermusene og i samarbejde med Miljøstyrelsen.
Spidssnudet frø er fundet ca. 1 km fra lokalplanområdet i et moseområde tæt på Sneum Å. Det kan derfor ikke udelukkes at arten lejlighedsvist kan forekomme i området ved efterskolen. Det er dog Esbjerg kommunes vurdering at der ikke findes egnede yngleområder i lokalplanområdet. Evt. forekomster at spidssnudet frø, vil derfor sandsynligvis være på gennemvandring eller overvintrende i området. Af samme grund vurderes det at spidssnudet frø kun vil forekomme meget spredt i lokalplanområdet. Der anvendes paddehegn mellem byggepladsen og bevoksninger og vandløbsnære arealer, hvor spidssnudet frø kan forekomme, for at undgå indvandring af evt. padder til byggepladsen. Det er på den baggrund Esbjerg kommune vurdering at projektet ikke vil påvirke spidssnudet frø eller dens levesteder i området.
Strandtudse og løgfrø findes på lokaliteter inden for 5km fra lokalplanområdet. På baggrund af disse arters levesteders placering, vurderes det at de ikke vil kunne indvandre til lokalplanområdet. Der findes i den forbindelse ingen egnede levesteder for de to paddearter i lokalplanområdet.
Grøn kølleguldsmed er observeret ca. 4 km nord for lokalplanområdet og det kan ikke udelukkes at den forekommer i vandløbet nær efterskolen. Grøn kølleguldsmed er tilknyttet solåbne strækninger med hurtigt strømmende rent vand og med sandet eller gruset bund. Vandløbene skal typisk være mere end et par meter brede for at give optimale betingelser for arten. Det vurderes ud fra bygningernes planlagte placering, størrelse og højde, at der ikke vil være en skyggepåvirkning af vandløbet i en sådan grad, at arealets økologiske funktionalitet for arten vil forringes, og områdets funktion som yngle- og rasteområde vurderes derfor ikke at blive påvirket negativt.
Snæbel forekommer i Sneum å og må derfor antages, lejlighedsvist, at kunne findes i projektområdet. Da projektet ikke vil påvirke vandløbet, er det Esbjerg Kommunes vurdering at artens levesteder eller økologiske funktionalitet, ikke vil blive påvirket.