Museumsloven

Ifølge museumsloven har bygherre ret til, før der igangsættes jordarbejde, at anmode Sydvestjyske Museer om en udtalelse om risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Det kan være hensigtsmæssigt for at forebygge forsinkelse ved bygge- og/eller anlægsarbejde. Udtalelsen skal tilkendegive, om det er nødvendigt at gennemføre en arkæologisk forundersøgelse. Formålet er at sikre væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.

Findes der i lokalplanområdet under jordarbejder grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet (jf. museumslovens § 27). Fundet skal straks anmeldes til Sydvestjyske Museer.

Inden for lokalplanområdets nordlige del er der et eksisterende dige, der er beskyttet i henhold til museumslovens § 29a. Beskyttelsen betyder, at diget ikke må fjernes, ændres eller beskadiges. Esbjerg Kommune kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra beskyttelsen.

Da stationsanlægget skal udvides i nordlig retning, er det blevet fundet nødvendigt at bryde diget. Dette kræver imidlertid en dispensation fra Esbjerg Kommune, samt et krav om genetablering ved anden placering.

I anlægsfasen vil der ske delvis nedlæggelse af et beskyttet dige for at muliggøre stationsudvidelsen, hvilket forudsætter forudgående dispensation fra museumsloven. Diget vurderes at have lav biologisk, kulturhistorisk og landskabelig værdi, men da hovedparten af diget nedlægges, vurderes påvirkningen at være af middel karakter. Der søges dispensation for nedlæggelse af den berørte del af det beskyttede dige, og der er dialog omkring eventuel etablering af erstatningsdige i nærområdet som vilkår for dispensation.

Forholdet til de beskyttede diger er nærmere beskrevet og vurderet i miljøvurderingsrapporten.