Lokalplanområdet berører ca. 3,7 ha eng, som er beskyttet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3. Etablering af det ønskede anlæg vil medføre, at engarealet nedlægges som beskyttet natur inden for lokalplanområdet. Den lovbundne vurdering af projektets betydning for Natura 2000-områder og bilag IV-arter skal foretages.
Området vil ikke kunne inddrages til anlæg uden forudgående dispensation. Der vil skulle være særlige forhold til stede, såfremt der skal kunne dispenseres til indgrebet. Desuden må der forventes at skulle udlægges erstatningsnatur på en naturmæssig egnet lokalitet, som til fulde vurderes at kunne opveje den nedlagte natur. Erstatningsnaturens placering skal fremgå af dispensationen.
Stationsudvidelsen forudsætter nedlæggelse af en del af det § 3-beskyttede engareal, hvilket forudsætter forudgående dispensation fra naturbeskyttelsesloven Der søges dispensation for nedlæggelse af den berørte del af det § 3-beskyttede engareal, og der er dialog omkring etablering af erstatningsnatur som vilkår for dispensation. Der vurderes derfor at være lille påvirkning på naturbeskyttelse i anlægs-, drifts- og demonteringsfasen.
Dette emne er belyst i miljøvurderingsrapporten.