Ubebyggede arealer

Lokalplanen fastlægger, at eksisterende beplantningsbælter skal bevares, samt stiller krav til etablering af nye beplantningsbælter, som vist på kortbilag B. De nye beplantningsbælter skal have en afskærmende funktion for det omkringliggende, flade landskab. Derfor stilles krav om et seks-rækket beplantningsbælte med en kombination af træsorter, hvoraf der skal indgå ammetræer.

Området indeholder allerede to forsinkelsesbassiner til vandhåndtering. Disse kan enten udvides eller der kan etableres nye bassiner, hvis det er nødvendigt for stationens drift og vedligeholdelse.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af jordvolde med overskudsjord til visuel afskærmning. Jordvolde skal placeres som vist på kortbilag B og må etableres med en højde på maksimalt 5 meter og en hældning på maksimalt 1:2. Der vil forventeligt være overskudsjord fra lokalplanområdet, idet området i byggemodningen skal terrænreguleres til håndtering af overfladevand. 

Inden for lokalplanområdet gives mulighed for opstilling af hegn således, at uvedkommende ikke kan tilgå sig området, og der stilles krav til belysning af interne veje og parkeringsarealer.

Sidst sikrer lokalplanen, at der skal etableres opholdsarealer for de ansatte.