Anlæg i lokalplanområdet, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, må ikke påbegyndes, før der er meddelt en § 25-tilladelse i henhold til Miljøvurderingsloven på baggrund af en miljørapport/miljøkonsekvensrapport (VVM). Miljøvurderingens formål er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af lokalplanen, med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.
Lokalplanen er screenet og det er vurderet, at der skal udarbejdes en miljøvurdering efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Lokalplanen fastlægger rammer, der er omfattet af lovens bilag 1 eller 2, og der skal derfor udarbejdes en miljøvurdering. Der er sideløbende med offentliggørelsen af lokalplanforslaget offentliggjort et forslag til miljøvurdering.
Power-to-X anlægget er omfattet af bilag 2, Punkt 3c og 6a jf. miljøvurderingsloven (Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) - LBK nr. 1976 af 27/10/2021)
Punkt 3c – Energiindustrien. Transport af elektricitet gennem luftledninger, jordkabler dimensioneret til spændinger over 100 kV, samt tilhørende stationsanlæg, dog undtaget elkabler på søterritoriet (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1).
Punkt 6a – Den kemiske industri (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1). Behandling af mellemprodukter og fremstilling af kemiske produkter.
Da lokalplanen kan få væsentlig indvirkning på miljøet, er der udarbejdet en miljøvurdering af lokalplanforslaget. I forbindelse med afgrænsningen af miljøvurderingens indhold, er berørte myndigheder blevet hørt. Det endelige afgrænsningsnotat er indsat som et bilag i miljøvurderingen.
I afgrænsningsnotatet er det fastlagt, at følgende emner skal belyses i miljøvurderingen:
1. Menneskers sundhed i form af påvirkning fra støj naboarealer.
2. Biodiversitet i form af påvirkningen på Bilag IV-arter og rødlistede arter.
3. Klima i form af håndtering af stormflod og skybrud, og effekt på CO2 udledning.
4. Kulturarv i form af påvirkningen på arkæologiske interesser i lokalplanområdet.
5. Landskab i form af anlæggets visuelle påvirkning på landskabet og kysten.