Beliggenhed og eksisterende forhold

Lokalplanområdet omfatter området omkring det eksisterende parkeringshus på Nørrebrogade. Området ligger på et smalt areal med jernbanen i nordlig retning på vestsiden og jernbanen i østlig retning på østsiden. 

Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 11.000 m2 og anvendes i dag som parkeringshus.

Området støder mod øst op til et område med kolonihaver. Mod nord grænser det op til vandtårnet fra 1952 og til det gamle remiseanlæg med oprindelige bygninger fra 1904, og nyere tilbygninger tilføjet med respekt for den oprindelige bygningsform. Remiseområdet er omdannet til ”Street Mekka”. Mod vest, på den anden side af jernbanen, der fører togene nordpå i Jylland, ligger en stor karré med boliger i 2½ etages rødmuret byggeri.

Den nærmeste banegrav er placeret ca. 16 meter fra boligernes facade og afstanden fra boligerne til parkeringshuset er 34 meter. Parkeringshuset har i dag en facadehøjde på 7,8 meter.

Adgang til lokalplanområdet sker ad en bro i forlængelse af Haraldsgade i områdets nordende og via gangbro over jernbanen i parkeringshusets sydlige ende.