Bebyggelse

Området, hvor det eksisterende P-hus er placeret, er et billede på den udvikling, Esbjerg har gennemgået over tid.

De to oprindelige jernbanelinjer mod henholdsvis nord og vest er anlagt, så de danner en markant kile ind imellem byens ældre og mere sammenhængende sluttede bebyggelse imod vest og den mere åbne karakter med kolonihaver og villaer o.l. imod øst.

Boligerne overfor parkeringshuset i Nørrebrogade er et smukt og tidstypisk eksempel på boligforeningsbyggeri med en stor karré med boliger i 2 ½ etages muret byggeri.

Jernbanetracéet med de to banegrave fremstår som et markant landskabeligt element, hvor den gamle remise og parkeringshuset ligger som store bygningsmæssige volumener på en ”ø” midt i tracéet. På den anden side af tracéet er der en række kolonihaver.

Parkeringshuset er i dag et element, der både funktionelt, i funktion, skala og materialevalg/arkitektur adskiller sig markant fra de røde arbejderboliger langs Nørrebrogade.

Parkeringshuset vil med udvidelsen få et større volumen. Det vil fortsat opleves som et element, der er markant anderledes end boligerne, men som også har en anden landskabelig tilknytning til området. Parkeringshuset vil opleves som en del af det ”store strøg”, placeret på en ø ude i ”slugten” eller jernbanetracéet, med væsentligt anderledes og mere industriagtige bygninger.

Parkeringshuset bliver udvidet med 3 nye parkeringsdæk, der opføres på en udvendigt tilføjet bærende søjlekonstruktion på ca. 1 meter i dybden. Huset tænkes opført som en betonkonstruktion med søjler, dæk og brystningselementer. Konstruktionen tænkes efterfølgende beklædt med en let facade/inddækning.

Lokalplanen giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 360 % indenfor lokalplanområdet og en bygningshøjde på maksimalt 18 meter over terræn med undtagelse af tekniske installationer, elevatortårne og lignende. Den indeholder bestemmelser, der sikrer en kvalificeret og nuanceret bearbejdning af facaderne på parkeringshuset, der nedbryder det store volumen i mindre enheder ved materialevalg, skift i samme, beplantning, belysning, opdeling mm. Det tilstræbes, at bygningen på samme tid vil opleves som tilpasset områdets arkitektur, men samtidig være tro omkring sin rolle og sit tilhørsforhold til det store landskabelige træk.

I lokalplanens bilag F, er der eksempler på materialevalg og udformning af forskellige parkeringshuse i Danmark.

Konsekvensen af udvidelsen af parkeringshuset i forhold til skyggekast og visuelle fremtræden er yderligere beskrevet i ”Redegørelse for trafik, støj og visuel fremtræden angående parkeringshus ved Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg”, hvor formål og et resumé er gengivet nedenfor under ”Teknisk notat”.

 

Jernbanen mellem det eksisterende parkeringshus og den bevaringsværdige boligbebyggelse i Nørrebrogade.